Mere end to år efter kollapset på tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh er målet om 30 millioner dollar (200 millioner kroner) til ofrene nået. Det oplyser den internationale fond, der udbetaler erstatninger.
Undervejs har fagbevægelse, regeringer og ngo'er været i infight med de store tøjselskaber om at få pengene betalt. Det glæder Jyrki Raina, generalsekretær for det globale forbund, IndustriALL, at kampagnen er i mål. Alligevel retter han en kritik mod branchen.
- Dette erstatningsprogram er banebrydende for arbejdsulykker i tekstilbranchens leverandørkæde, men de store firmaers manglende ansvarlighed over for de arbejdere, der laver deres tøj, har været åbenlys, siger Jyrki Raina.
Mindst 1134 mennesker blev dræbt under katastrofen og 2.500 såret. Nu er det muligt at udbetale den kompensation, de er blevet stillet i udsigt.
- Det er en positiv dag for de overlevende og for ofrenes familier. Erstatningerne viser, at globale fagforbund og NGO'er kan samarbejde med multinationale selskaber for at sikre, at de lever op til deres ansvar. Men to år er alt for lang tid for stenrige firmaer om at betale erstatning, siger Philip Jennings fra serviceforbundet UNI.
Danske Mascot var blandt de firmaer, der tidligt indvilgede i at bidrage til fonden.
Chefer tiltalt for drab
Samtidig er Rana Plazas ejer, Sohel Rana sammen 41 andre nu blevet tiltalt for mord. Blandt de tiltalte er ejere af de tøjfabrikker, der havde til huse i bygningen, og statslige embedsmænd. De 42 er anklaget for at overtræde byggeregulativer og ignorere advarsler om at bygningen kunne falde sammen.
I første omgang lød sigtelsen på manddrab, men på grund af katastrofens alvorlige karakter, har anklagemyndigheden skærpet tiltalen. Det kan betyde dødsstraf til de anklagede.
Samme dag som anklagerne blev offentliggjort, kom sikkerheden på fabrikkerne igen i fokus. Der udbrød brand i tøjfabrikken Dignity Textile Mills i Gazipur uden for hovedstaden Dhaka, heldigvis uden omkomne. Den internationale sikkerhedsaftale, Accord'en, gav efter sin inspektion af fabrikken sidste år, påbud om en række forbedringer af brandsikkerheden.
Se dansk tillidsmand på eventyr i Bangladesh