Tiden, hvor frygtelige brande på dødsensfarlige fabrikker koster arbejdere livet i det sydlige Asien, er endnu ikke forbi. I løbet af otte dage har tre fabriksbrande kostet mindst 62 mennesker livet i Bangladesh og Indien.
Søndag 8. december døde 43 arbejdere ved en voldsom brand i det centrale New Delhi i Indien. Branden hærgede en bygning med et dusin små fabrikker, der producerer håndtasker, tøj og legetøj.
Den brød ud klokken halv fem om morgenen, hvor mange arbejdere lå og sov på gulvet i etageejendommen. Årsagen var formentlig en kortslutning i de elektriske installationer. De fleste døde af røgforgiftning.
Arbejdere var låst inde
Ifølge avisen Times of India var det en katastrofe, der ventede på at ske. Der var produktion og lager i bygningerne, og tekstiler, plastik og karton var stuvet sammen på alt for lidt plads. Der var to udgange, men den ene var blokeret af materialer og emballage.
Kvarteret Anaj Mandi er kendt for smalle gyder og baggårde. Brandvæsenet blev først alarmeret sent, og kun én af mange brandbiler kunne komme frem til brandstedet.
Bygningens ejer er arresteret og sigtes for manddrab, ifølge avisen.
Tre dage senere - onsdag 11. december - døde 19 arbejdere og 35 blev såret, da en brand brød ud i en illegal fabrik i udkanten af hovedstaden Dhaka i Bangladesh. Fabrikken producerede plastikkopper og plastiktallerkener. 150 arbejdere var tilstede, da et gaskomfur antændte de ekstremt brandfarlige materialer. Også her oplyser politiet, at fabriksejeren vil blive sigtet for manddrab. Han flygtede fra virksomheden umiddelbart efter branden.
Søndag 15. december omkom 10 arbejdere, og mindst 15 blev forbrændt, da en lille ventilatorfabrik blev ramt af en brand efter en kortslutning i industrikvarteret Gazipur i Dhaka. Fem ejere og fabrikkens direktør er blevet sigtet. Arbejdere og lokale fortæller til medier, at fabrikkens ledelse normalt låste dørene på alle etager for at undgå tyveri. Der var ingen nødudgang.
- Brug erfaringer fra tøjindustrien
Brande og bygningskollaps har kostet hundredvis af arbejdere livet de seneste år, ikke mindst i Bangladesh, men også Indien og Pakistan har været hårdt ramt. I 2012 døde 111 tekstilarbejdere, da fabrikken Tazreen brændte i Bangladesh, og i 2013 oplevede tekstilindustrien sin værste katastrofe nogensinde, da fabriksbygningen Rana Plaza kollapsede i Dhaka og dræbte 1134 arbejdere.
Siden har de internationale aftaler, Accord’en og Alliance, sat fokus på sikkerheden i den del af tøjindustrien i Bangladesh, der producerer til udenlandske tøjmærker. Ikke mindst i Accord’en spillede fagforeninger en central rolle.
Valter Sanches, formand for det globale industriarbejderforbund, IndustriALL, kræver handling. Han opfordrer til at bruge erfaringerne fra Accord’en i Indien og andre lande:
- Vores erfaringer fra Accord’en understreger det faktum, at fagforeningernes deltagelse er uundværlig, hvis man vil forbedre sikkerheden på arbejdspladsen. Den indiske regering og arbejdsgivere bør samarbejde med fagforeninger om at forbedre arbejdsmiljø og sikkerhed i landet, siger Valter Sanches.