OBS: Du er nu offline

Kaos efter tvivlsomt valg i Honduras

Fagbevægelsen og internationale observatører kræver omvalg efter skandale i Honduras.
Af 
 

Honduras er præget af kaos, undtagelsestilstand og vold mod demonstranter efter præsidentvalget søndag 26. november

I løbet af stemmeoptællingen førte oppositionens kandidat, Salvador Nasralla, i lang tid komfortabelt, og folk festede i gaderne i landets store byer. Udsigten til en ny præsident skabte håb om en anden udvikling blandt fagforeninger og andre folkelige organisationer.

Men optællingen trak ud. Det Øverste Valgråd lavede timeout på mere end 24 timer, officielt på grund af tekniske problemer. Derefter var tendensen helt vendt rundt. Deltagelsen var højere, og den siddende præsident, Juan Orlando Hernandez fra Nationalpartiet, havde pludselig flertal.

Ved valget i 2009 blev optællingen også sat på standby i flere timer.

Til sidst blev det officielle resultat offentliggjort: Hernandez vandt med 52.000 stemmer flere end den venstreorienterede opposition - svarende til 1,53 procentpoints forskel.

Det afstedkom et ramaskrig og en bølge af demonstrationer og protester. Siden et militærkup i 2009 mod den daværende præsident, Manuel Zelaya, er de demokratiske rettigheder i Honduras blevet krænket, og tilliden til de demokratiske institutioner er lav.

Politi i oprør mod regeringen

Der blev indført undtagelsestilstand og udgangsforbud, og politiets specialstyrker blev sat ind mod demonstranter, fakkeloptog og vejblokader. Mindst 26 demonstranter er blevet dræbt under kampene, herunder flere børn. Over 50 er sårede, og flere end 800 er arresteret, oplyser COFADEH, organisationen af pårørende til tilbageholdte og forsvundne i Honduras.

Situationen tog en uventet drejning 6. december, da politiet nægtede at håndhæve undtagelsestilstanden og besluttede at blive på politistationerne. Aktionen startede i specialstyrkerne, der udtalte, at politikerne må løse deres egne problemer.

Aktionen faldt dog fra hinanden igen, og der har været adskillige tilfælde af skud og vold mod demonstranter siden.

3F’s faglige partnere blandt land- og industriarbejderforbund anerkender ikke valgresultatet.

- Det stod klart allerede før valget, at den eneste måde, Hernandez kunne vinde på, var gennem fusk og manipulation, siger Fredys Antonio Carrasco Paladino, formand for fagforeningen SITRASOACON på tøjfabrikken SOUTHERN APPAREL i Honduras. Fagforeningen er en af 3F’s partnere i landet.

International kritik

Fagbevægelsen har tilsluttet sig protesterne mod det tvivlsomme valg og kræver genoptælling, gennemsigtighed og sikring af befolkningens ytringsfrihed.

Valget har også skabt kritiske internationale røster:

“Valget blev stjålet og skabte en ny krise i et land, der er plaget af vold, korruption og straffrihed”, lyder det i en udtalelse fra den internationale sammenslutning af land- og fødevarearbejderforbund, IUF.

Efter kritik fra OAS - Organisationen af Amerikanske Stater - hævede regeringen i Honduras udgangsforbuddet i otte ud af landets 18 regioner. OAS opfordrer nu til omvalg i Honduras. Forhåbningerne er dog ikke store hos oppositionen.

- Det ville ikke undre mig, hvis Det Øverste Valgråd allerede har brændt stemmesedlerne, siger Salvador Nasralla.

Fagbevægelse støtter ny alliance

Oppositionen består af tre partier, blandt andet Nasrallas Antikorruptionsparti, der blev dannet op til valget i 2013, og partiet Libre, skabt af modstanderne af statskuppet i 2009. 3F’s partnere i landet støtter denne alliance.

Præsident Juan Orlando Hernandez er gennem efteråret blevet beskyldt for at tage imod bestikkelse fra landets narkobander, men afviser pure anklagerne.

De internationale reaktioner er blandede. EU kritiserede valgets uregelmæssigheder, men har valgt at bakke op om resultatet efter en genoptælling fra Valgrådets side. Det samme gør Mexico.

Nabolandet El Salvador afviser derimod at anerkende valgresultatet. Formanden for landarbejderforbundet i Honduras, German Zepeda, opfordrer civilsamfundet i Europa til at udtale sig om valget.