2018 bliver år ét efter Mugabe. Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, trak sig - hårdt presset - fra posten som landets leder 19. november efter 37 år ved magten.
Forud for Mugabes tilbagetrækning havde militæret overtaget magten, parlamentet havde truet med retssager mod landets leder, og tusinder var gået på gaden i protest mod den 93-årige præsident.
Baggrunden for kuppet var ikke mindst fraktionsstridigheder mellem vicepræsident Emmerson Mnangagwa, der var blevet afsat i starten af november, på den ene side og Robert Mugabe og hans kone, Grace Mugabe, på den anden side.
Den 75-årige Mnangagwa, der er medlem af regeringspartiet ZANU-PF, veteran fra frihedskampen og tidligere efterretningschef, har nu overtaget præsidentposten.
Fagbevægelse kræver reformer
Men én ting er en ny leder, noget andet en ny politik, lyder det fra dele af fagbevægelsen i landet. Landarbejderforbundet GAPWUZ kræver, at de nye magthavere i langt højere grad sikrer arbejdernes rettigheder. GAPWUZ peger på, at der skal gøres mere for:
- Anstændigt arbejde og social dialog i landbruget
- Retfærdighed for de arbejdere, der mistede deres arbejde, da højesteret i 2015 gjorde det lettere at fyre ansatte
- En styrkelse af indsatsen for bedre arbejdsmiljø
- Stop for stigningen i usikre, løse ansættelser.
GAPWUZ har 26.000 medlemmer blandt landets 120.000 landarbejdere.
Gamle navne i regeringen
Landets uafhængige fagbevægelse kræver samtidig, at der følger demokratiske forandringer med det politiske tronskifte, så det ikke blot bliver udkommet af en personkonflikt internt i ZANU-PF. Indtil videre er civilsamfundet dog skeptisk over for den nye præsident.
Han udpegede nemlig i første omgang et ministerhold bestående af ZANU-PF-veteraner uden plads til oppositionen. Det skabte et ramaskrig mod den nye præsident.
Arbejdsminister udskiftet
Mnangagwa var derfor nødt til at lave en regeringsrokade efter mindre end uger på posten. Arbejds- og velfærdsminister Clever Nyathi blev således udskiftet med Petronella Kagonye 2. december. Hun har tidligere fungeret som vicetransportminister, men blev afsat i 2014 af Mugabe efter svindelanklager. Undervisningsministeren blev ligeledes udskiftet.
Ifølge GAPWUZ er der ganske bestemte grunde til, at Mnangagwa blev fyret og siden kunne tage magten i ZANU-PF. Han har stået som kronprins i årtier, lyder analysen.
“Mnangagwa havde forsikret London (den britiske regering, red.) om, at han ville være en mere effektiv og teknokratisk leder end Mugabe. For nylig fik han de britiske diplomater og embedsmænd til at se ham som den kandidat, de bedst kunne arbejde med, og den figur, der kunne implementere nødvendige økonomiske reformer”, lyder det i en analyse fra GAPWUZ.
I september i år afviste den britiske ambassade i Harare rygter om at være en del af planerne om at lade Mnangagwa erstatte Mugabe.
Kan komme pres for reformer
Den nye præsident vil betyde mere økonomisk vækst, men også et pres for neoliberale reformer, lyder det fra arbejdsmarkedsinstituttet LEDRIZ.
- Skiftet vil formentlig betyde højere økonomisk vækst, da Mnangagwa er erhvervsorienteret og opsat på at forbedre forholdene for private virksomheder, forklarer Nyasha Muchichwa, arbejdsmarkedsresearcher fra LEDRIZ.
Samhandlen med Kina er en af vejene til vækst.
- Rygtet siger, at han har opbakning fra Kina. Det vil formentlig betyde en forbedret likviditetssituation gennem flere kinesiske arbejdspladser. Det giver nye muligheder for at rekruttere medlemmer, men også udfordringer, da det er svært at organisere arbejdere i de kinesiske virksomheder, siger Nyasha Muchichwa.
Den kinesiske regering har erklæret, at samarbejdet med Zimbabwe fortsætter som hidtil.
Forventer reformer på arbejdsmarkedet
Samtidig skal fagbevægelsen ruste sig til nye politiske udfordringer.
- Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, vil muligvis bruge anledningen til at komme stærkt på banen og presse på for reformer. Derfor er der brug for, at fagbevægelsen er på mærkerne, da vi endnu en gang kan komme til at se en dagsorden med fokus på fleksibilitet på arbejdsmarkedet, vurderer Nyasha Muchichwa.
Zimbabwe har de seneste år været ramt af sanktioner fra det internationale samfund, og det forventes, at der nu vil blive åbnet op for større samhandel.