OBS: Du er nu offline

Organisering  Sejr til løsarbejdere i Pakistan

Pakistans løsarbejdere kæmper for at opnå rettigheder og fast arbejde på landets fabrikker. Det har givet en række sejre i konflikter med multinationale selskaber
Løsarbejdere og uformelt ansatte kæmper for rettigheder i Pakistan. Her er det nogle af de 10.000 uformelt ansatte tekstil-arbejdere ved væverierne i Faisalabad, der kæmpede sig til en lønaftale i 2012.
Løsarbejdere og uformelt ansatte kæmper for rettigheder i Pakistan. Her er det nogle af de 10.000 uformelt ansatte tekstil-arbejdere ved væverierne i Faisalabad, der kæmpede sig til en lønaftale i 2012.
Af 
 

To års kamp for at få anerkendt en fagforening endte med sejr, da 300 kontraktansatte på Shells raffinaderi i Karachi i Pakistan i juli endelig fik en formel registrering

Shell har siden 2013 forsøgt at forhindre organiseringen med den begrundelsen, at de 300 arbejdere ikke er direkte ansat i det hollandske olieselskab.

I 2014 appellerede selskabet således til myndighederne om, at anerkendelsen af fagforeningen blev annulleret. Det blev endeligt afvist af Arbejdsministeriet den 16. juli i år

Der er kun 59 fastansatte i Shell Pakistan, mens omkring 500 arbejder på korte kontrakter, oplyser det internationale forbund IndustriALL. De kontraktansatte blev støttet af PCEM, the Pakistan Federation of Chemical, Energy, Mine, and General Workers' Union.

Kemal Özkan, næstformand i IndustriALL, glæder sig over sejren:

- Vores brødre i PCEM er i frontlinjen i den globale kamp mod prekært arbejde (løsarbejde uden rettigheder, red.). Vi er stolte af denne sejr, og fagforeningen vil fortsætte med at sikre de arbejdsforhold, som de pakistanske arbejdere har ret til, siger Kemal Özkan.

Shell Pakistan Workers Union vil nu starte forhandlinger om en overenskomst.

Årelang kamp i Unilever

Oliearbejdernes nyvundne rettigheder er ikke den eneste glædelige nyhed for den pakistanske fagbevægelse denne sommer.

23 arbejdere fra Unilevers fabrik i byen Rahim Yar Khan er nu blevet genansat efter en årelang konflikt. Arbejderne blev fyret efter 9 måneders kontraktansættelse, da de kæmpede for at få fast ansættelse i den britisk ejede koncern.

Konflikten på fabrikken begyndte helt tilbage i 2007. I 2010 indvilgede Unilever i at indlede forhandlinger med fagforeninger under overvågning af Storbritanniens kontaktpunkt for OECD's retningslinjer for multinationale selskaber.

I Pakistan arbejder millioner af fabriksarbejdere uden faste kontrakter og basale rettigheder. Ikke mindst er det vanskeligt at organisere sig fagligt.  En række fagforeninger har derfor sat fokus på forholdene for løstansatte i de seneste år.

I slutningen af juni erklærede Pakistans arbejdsret, at ni løsarbejdere på den schweiziske virksomhed Syngenta havde ret til at blive fastansat. Firmaet afviser dog at gå dialog med arbejdernes fagforening