OBS: Du er nu offline

Rettigheder  New Zealand forbyder kontrakter uden garanti for løn

Nye former for løsarbejde spreder sig i Europa, men i New Zealand har et enstemmigt parlament sat en stopper for den mest omdiskuterede slags
Fagforeninger i New Zealand har i flere år arbejdet for et forbud mod de omstridte nultimers-kontrakter, der især ses inden for fastfoodbranchen, rengøring og pleje.
Fagforeninger i New Zealand har i flere år arbejdet for et forbud mod de omstridte nultimers-kontrakter, der især ses inden for fastfoodbranchen, rengøring og pleje.
Af 
 

Et enigt parlament i New Zealand har besluttet at forbyde de såkaldte nultimers-kontrakter, der betyder, at arbejdere ikke har nogen garanti for timer eller løn.

Det sker efter en kampagne fra landets fagbevægelse med særlig fokus på fastfood-arbejderes vilkår. Fra 1. april skal arbejdsgivere garantere et antal timer til deres ansatte.

- Det er en utrolig sejr, og jeg er ærlig talt stadig chokeret over, at det lykkedes at få en enstemmig vedtagelse, siger Mike Treen, formand for fagforbundet Unite, til den britiske avis The Guardian.

Han vurderer, at flere hundrede tusinde new zealændere arbejder på nultimers-kontrakter. Fagforbundet har i en årrække bekæmpet fænomenet i fastfood-kæderne McDonald's, KFC, Burger King og Pizza Hut, hvor nultimers-kontrakter har været særligt udbredte. De findes også inden for blandt andet rengøring, pleje og butiksarbejde.

Sidste år tegnede Unite overenskomst med de multinationale fast food-kæder, og nu forbydes de omstridte kontrakter for hele arbejdsmarkedet.

Breder sig i Europa

- Loven gør op med en unfair praksis, der ikke forpligter arbejdsgiverne, men udelukkende forventer, at de ansatte skal stå til rådighed uden nogen form for kompensation. Den vil blive fulgt op af skærpede sanktioner mod firmaer, der bevidst bryder reglerne, siger New Zealands beskæftigelsesminister Michael Woodhouse.

Ansættelsesformen er ikke mindst berygtet i Storbritannien. Her arbejder officielt 800.000 på de såkaldte zero hour contracts, mens uofficielle tal peger på, at der kan være op til fem millioner briter på denne og lignende kontrakter uden ret til timer eller løn.

Labours leder, Jeremy Corbyn, er fortaler for et britisk forbud og hylder det new zealandske initiativ. "Se blot, hvad der er muligt, hvis man beslutter sig for det," skriver han på Twitter.

Sammen med vikarjobs, enmandsfirmaer og andre typer løsarbejde har de omdiskuterede kontrakter betydet et mere usikkert arbejdsliv for mange europæere.

I Danmark findes nultimers-kontrakter blandt andet inden for buskørsel.