Flere faglige tillidsfolk skal være med til at stå i spidsen for Bolivia i den kommende tid.
Luis Arce fra det socialistiske parti MAS har nemlig sammensat en regering med en række kræfter fra landets fagbevægelse. Arce vandt valget i Bolivia i oktober og har nu sat sig i præsidentembedet.
Et af de nye ansigter er Victor Quispe, der er udnævnt til vice-arbejdsminister.
Quispe kommer fra den faglige landsorganisation, COB og var tidligere formand for fabriksarbejderforbundet CTGFB.
Han har tidligere besøgt Danmark – blandt andet 3F’s kongres - i forbindelse med 3F’s støtte til Bolivias fagbevægelse.
Vil genoprette jobs og rettigheder
Quispe erklærede ved sin tiltrædelse, at han vil kæmpe for, at Bolivias arbejdere genvinder basale rettigheder og for at skabe nye jobs efter corona-krisen, som har ramt landets økonomi hårdt. Næsten 300.000 har mistet deres arbejde, og arbejdsløsheden er blevet tredoblet.
- I dag mærker vi et nyt håb og en ny vision for Bolivia om at genvinde demokratiet ogfå arbejdsgiverne til at respektere arbejdernes rettigheder, sagde vice-arbejdsministeren.
Quispe lovede at arbejde for genopretning af social retfærdighed til fordel for landets arbejdere.
- Det er let at være vice-minister af navn, men du skal demonstrere på arbejdspladserne, at du rent faktisk kan skabe social retfærdighed for vores kolleger, siger Victor Quispe.
Den tidligere præsident Evo Morales fra MAS blev tvunget fra magten i november 2019 af et oprør med vold fra højrefløjen og pres fra militæret. Det skete efter, at han havde tilsidesat resultatet af en folkeafstemning for at kunne genopstille.
. Victor Quispe mener, at lønmodtagernes forhold har lidt skade i perioden.
- Vi har haft 11 måneders såkaldt overgangsregering, hvor alle arbejderrettigheder er blevet krænket, og vores pligt er nu at genoptage vores vej mod forandring, der blev afbrudt af et politisk og militært kup, siger Victor Quispe.
Han peger på ligeløn mellem kvinder og mænd som et af de mål, han vil arbejde for.
Kampagne mod sult
Victor Quispes blev valgt som tillidsmand på en fabrik i 2006 og blev siden leder i fagbevægelsen. Han besøgte Danmark i 2013, hvor et ophold på 3F’s kursuscenter Langsøhus i Silkeborg medvirkede til, at industriarbejderforbundet oprette sin egen fagforeningsskole i Bolivia. Victor Quispe var desuden en af de internationale gæster ved 3F’s kongres 2016.
Han er langt fra den eneste faglige leder, der er kommet i den nye regering.
Bolivias nye miljøminister, Juan Santos Cruz kommer fra fagforbundet for landarbejdere og småbønder, CSUTCB og undervisningsminister Adrián Quelca Tarqui, har været formand i for lærerne i byområderne.
Desuden kom den nye minister for udvikling af landområderne, Wilson Cáceres, fra Forbundet af Interkulturelle, som organiserer oprindelige folk og hører under COB. Sidstnævntes politiske karriere blev dog kort, idet han blev afsat i begyndelsen af december efter anklager om nepotisme og korruption.
Formændene for begge kongressens kamre stammer også fra fagbevægelsen.
I begyndelsen af december startede regeringen en kampagne med navnet Bistand Mod Sult, som Luis Arce havde ført valgkamp for. Regeringen forventer, at omkring fire millioner fattige vil få glæde af støttebeløb på 900 kroner hver.
Bolivias nye regering vil desuden genoprette den indenlandske turisme, styrke indsatsen mod vold mod kvinder og øge skatten på store formuer.