Hviderusland: Fagforeningsfolk løsladt efter pres
42 fagligt aktive hviderussere blev løsladt fra fængslet den 4. december. Det skete efter en international kampagne, bl.a. på hjemmesiden Labourstart, for at få dem fri.
De 42 havde siddet fængslet i en måned efter at være blevet arresteret på vej hjem fra et museumsbesøg. Flere af dem havde været med i en strejke på gødningsfabrikken JSC Belaruskali, hvor arbejderne krævede demokrati og respekt for rettighederne,
Zimbabwe: Landarbejdere kæmper for retten til mad
Retten til mad er en menneskeret! Det understreger Zimbabwes landarbejderfagforening, GAPWUZ, der har holdt flere fagforeningskurser på en af de store farme sydvest for hovedstaden Harare. 475 deltagere fik som afslutning madrationer til en måneds forbrug for en husholdning på seks personer.
Siden pandemien startede har fagforeningen haft ekstra fokus på at forsvare rettighederne ude på arbejdspladserne. Den har foretaget inspektioner på trods af skrappe forsamlingsforbud, og kommunikationen med medlemmerne har været udfordret.
Gnavende sult fylder stadig mere i hverdagen. Ifølge FN’s fødevareprogram har mere end syv millioner mennesker i Zimbabwe manglet mad i 2020. Flere provinser har været ramt af flere års tørke. Nu indgår en ekstra rettighed i kampagnen: Retten til mad!
- Vi er med kampagnen nået helt ud til det enkelte medlem og har mødt en fantastisk opbakning lokalt. Eksempelvis er det nu lykkedes at få arbejdsgiveren en farm til forhandlingsbordet, hvor han har accepteret madrationer som en del af den fremtidige lokalaftale, fortæller Austin Muswere, næstformand i fagforeningen.
3F med i ny Demokratifond før Østeuropa
Udenrigsministeriet har udvalgt konsortiet bag initiativet Den Ny Demokratifond. Det består af 3F, Dansk Industri, Dansk Kulturinstitut, Dansk Ungdoms Fællesråd og International Media Support.
3F’s næstformand Tina Christensen er glad for tiltaget.
- Vi har længe efterlyst muligheder for at støtte vores hårdt forfulgte søsterorganisationer i Hviderusland i deres kamp for demokrati og styrkelse af den uafhængige fagbevægelse, siger Tina Christensen
- Set med danske briller vil det også have som sidegevinst, at kolleger fra lande som Ukraine og Hviderusland vil være mindre tilbøjelige til at lade sig udnytte til social dumping bl.a. i Danmark. Vi ser desværre alt for ofte sårbare udenlandske kolleger groft udnyttet af kyniske bagmænd og arbejdsgivere, fordi de ikke kender til danske forhold og kommer fra ringere arbejds- og levevilkår, siger Tina Christensen.
Med et budget på 50 millioner skal fonden styrke civilsamfundspartnerskaber i Hviderusland, Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan frem til 2022.
Den Ny Demokratifond vil arbejde med unge, medier, kultur, arbejdsmarkedsorganisering, klima og køn.
Flere Working Poor i Europa
Selv om Europa har oplevet økonomisk vækst de seneste 10 år, er flere europæere blevet fattige, mens de er i job. Working poor, som det typisk kaldes.
Antallet af arbejdende fattige i EU er nemlig steget med 12 procent siden 2010. Det viser en ny rapport fra instituttet ETUI.
1 ud af 10, som er i arbejde i EU nu lever i fattigdom eller på kanten af fattigdom.
– Det er en skandale, at flere mennesker i arbejde lever i fattigdom nu, end da finanskrisen var på sit højeste, og det på trods af en voksende økonomi, siger den Europæiske Faglige Sammenslutnings næstformand Ester Lynch.
Antallet af arbejdende fattige er helt konkret steget i 16 ud af 28 EU-lande. Ungarn, Estland, Italien, Storbritannien og Luxembourg har oplevet den største stigning.
I Tyskland er antallet af arbejdende fattige steget med 26 procent fra 2010 til 2019