OBS: Du er nu offline

Interview  Swaziland: Et lys i mørket

Fagforeninger er blevet tilladt, men undertrykkelsen fortsætter i det lille kongedømme. Det fortæller demokrati-aktivisten Bheki Dlamini.
Der er brug for et internationalt, folkeligt pres på Swazilands enevældige konge, siger Bheki Diamini. (Foto: A Heart Never Dies)
Der er brug for et internationalt, folkeligt pres på Swazilands enevældige konge, siger Bheki Diamini. (Foto: A Heart Never Dies)
Af Jesper Nielsen, international konsulent i 3F

- Der er små lyspunkter i kampen for demokrati, men frygten er vores største problem.

Det fortæller Bheki Dlamini, der gennem mange år har kæmpet for demokrati i det lille afrikanske monarki.

Det er ikke frygten for AIDS han hentyder til, skønt landet har verdens højeste forekomst af HIV-smittede, omkring 26 % af befolkningen. Det er derimod frygten for kongens brutale magt, som han selv har mærket på egen krop.  

Bheki er i Danmark i anledning af et tv-portræt, produceret af dokumentaristen Tom Heinemann i filmen A Heart that Never Dies. Den vises i DR1 senere på året.

Opposition forbudt

Oppositionspartier har været forbudt siden 70'erne i Swaziland. Bhekis parti, PUDEMO, (Peoples United Democratic Movement) blev i 2008 desuden stemplet som terrorister.

- Der er skabt en frygt for os, som om vi var spedalske. Folk ved, at det kan koste dem deres jord, deres levebrød og deres uddannelse hvis de omgås sådan nogle som os, fortæller Bheki.

Han har selv været fængslet og torteret. Under torturen fik han en plasticpose over hovedet, så han ikke kunne få luft. Efter knap fire år i en celle med 35 – 40 andre indsatte, blev han pludselig løsladt, da retssagen imod ham endelig kom for retten.

Nu er Diamini i eksil i Sydafrika og arbejder for PUDEMO og er formand ungdomsorganisationen SWAYOCO.

Demokratisk åndehul

Der er dog lys i mørket: Efter tre års forbud, har Swaziland nu igen formelt anerkendt fagbevægelsens og arbejdsgivernes landsorganisationer, blandt andet efter pres fra den internationale arbejdsorganisation, ILO.

Fagbevægelsen har i en årrække været den eneste bevægelse, der lovligt kunne indkalde en demonstration, og har derfor været en central aktør for en bredere demokratibevægelse. I spidsen for fagbevægelsen står landsorganistionen TUCOSWA, der blev blev dannet i 2012 ved sammenslutning af tre tidligere faglige organisationer.

Bheki Dlamini vurderer det som meget positivt, at den for nylig igen blev formelt registreret. Det er demokratibevægelsens eneste åndehul, så det er et lyspunkt blandt flere.

- For at holde oppositionen nede bruger styret formuer på våben, politi og efterretnings-væsen, Alligevel forstår flere og flere, at deres fattigdom og afhængighed skyldes et udemokratisk system, siger Bheki Dlamini

Splittelse og håb

Interne kampe har dog også skabt problemer for demokrati-bevægelsen: Den tidligere fagforeningsleder Jan Sithole valgte i 2011 at forlade PUDEMO for at danne sit eget parti SWADEPA og selv at stille op til parlamentet. Bheki Diamini tror dog på, at der igen kan skabes enhed.

- Da vi dannede PUDEMO i 2008, var vi i stand til at samle den politiske opposition, fagbevægelsen, studenterbevægelsen og andre. Desværre er der senere sket en vis splittelse, men jeg tror på, at den vil blive overvundet hen ad vejen gennem praktisk samarbejde, siger Bheki.

Pres skal komme nedefra

Aktivisten fra Swaziland appellerer til støtte udefra, ikke mindst fra folkelige organisationer og fagbevægelsen.

- Mens vi bygger en demokratibevægelse op, har vi brug for, at der fortsat lægges et folkeligt pres på Swaziland udefra, understreger aktivisten.

Civilsamfundet er især vigtigt, fordiKong Mswati spiller på nationalismen og på modstanden mod, at imperialistiske magter vil bestemme i landet. Derfor skal kritikken ikke kun komme fra de udenlandske regeringer, men også fra bevægelserne, forklarer han.

- Det går ikke at vente på, at stormagterne tager affære. Der er brug for, at især fagforeninger markerer modstand mod undertrykkelsen, siger Bheki Dlamini.

Økonomiske interesser spænder ben for solidaritet

Nabolandene har ikke været interesseret i at iværksætte sanktioner eller lægge pres på kongen. En del af eliten har økonomiske interesser eller familierelationer til den enevældige konge. Sydafrikanske ANC har for eksempel interesser i mineindustrien. Sydafrikas LO, COSATU, og en række andre sydafrikanske organisationer er dog meget kritiske over for styret.

EU har generelt været tilbageholdende i spørgsmålet om Swaziland. I 2014 underskrev EU en økonomisk partnerskabsaftale med Swaziland. Den betyder at landet eksporterer toldfrit til EU, blandt andet 350.000 tons sukker årligt.

En stor del af sukkerproduktionen ejes af kongen i partnerskab med Illovo fra Sydafrika, der igen er ejet af selskabet Associated British Food fra Storbritannien. Det er muligvis den slags økonomiske interesser, der har fået EU til at afstå fra at stille mere håndfaste krav om demokrati og menneskerettigheder i Swaziland.

Sidste år suspenderede USA til gengæld den såkaldte AGOA-aftale, som gav Swaziland toldfri adgang til det amerikanske marked. Det skete blandt andet, fordi arbejderne ikke har ret til at organisere sig fagligt og demonstrere for deres krav.