Hvordan sikrer vi bæredygtig vækst og ordentlige job - også kaldet Verdensmål nummer 8 - i udviklingslandene?
Det spørgsmål sætter 3F, Ulandssekretariatet og Dansk Industri sig for at diskutere ved en storstilet konference 20. november i København.
Blandt bidragsyderne til diskussionen er ILO’s generalsekretær Guy Ryder, udviklingsminister Ulla Tørnæs og tillidsfolk fra Honduras, Myanmar og Kenya. Konferencen udspringer af de tre organisationers samarbejde i udviklingslandene.
Stærk organisering skaber resultater
Jesper Nielsen, leder af 3F International, opfordrer alle interesserede til at deltage.
- Konferencen er vigtig som et led i vores indsats for skabe ordnede arbejdsforhold. Det skal ske gennem stærke organisationer, der forhandler med gensidig respekt. Vi arbejder sammen og hver for sig, og det kan skabe en synergi, der forandrer forholdene, siger Jesper Nielsen.
Udover et organiseret arbejdsmarked med social dialog, fokuserer arbejdsmarkedskonsortiet, som samarbejdet hedder, på at skabe bedre rammebetingelser og “konkurrencedygtige virksomheder, der arbejder bæredygtigt og ansvarligt.”
Fremgang under svære forhold
På konferencen kan man blandt andre møde Gladys Rojas, der er tillidskvinde i fagforeningen SITRASOACON på en tekstilfabrik i Honduras.
- Hun vil kunne fortælle, hvordan det med stærke fagforeninger er muligt at forbedre forholdene for arbejderne, selv i et land med voldsom politisk undertrykkelse, siger Jesper Nielsen.
De seneste år er lønnen i tøjsektoren i Honduras steget, og den er i dag blandt de højeste i branchen på grund af en styrket social dialog mellem parterne.
- Alligevel er det muligt at tiltrække investeringer til landet og sektoren. Det er der et kæmpe perspektiv i. Nogle tror, at det er nok, at forbrugerne presser virksomheder og producenter til at opføre sig ordentligt, men erfaringerne viser, at udviklingen sker, når der findes fagforeninger og foregår ligeværdige forhandlinger, siger Jesper Nielsen.
De er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelsen, mener han.
- Vi kan se, at vækst i udviklingslandene i sig selv ikke nødvendigvis kommer hele befolkningen til gode. Også her er der brug for et velorganiseret arbejdsmarked og kollektive aftaler. Det kan vi i fællesskab bidrage med, siger Jesper Nielsen.
Tilmeld dig konferencen senest 9. november her.
Læs mere om 3F’s, Ulandssekretariatets og Dansk Industris samarbejde her.
Læs mere om verdensmålene her.