Flygtninge fra Syrien arbejder i stort tal på de tyrkiske tøj- og tekstilfabrikker – og ofte under tvivlsomme forhold.
Nu forsøger 3F at hjælpe med at rette op på forholdene sammen med det tyrkiske forbund, DISK tekstil.
Målet er at organisere syrere og andre ansatte på fabrikkerne og udbrede arbejderrettighederne i industrien. Projektet modtager støtte fra EU’s program for demokrati og menneskerettigheder.
Aftalen er nu underskrevet, og samarbejdet formelt startet den 1. december.
- Vi skulle have startet i foråret 2020, men det blev udsat af hele Covid19-situationen. Lige nu er vi ved at ansætte en koordinator og assistenter, og DISK Tekstil regner med gennemføre en række aktiviteter som planlagt trods pandemien, fortæller Jens Erik Ohrt, der er konsulent på projektet.
Tekstilbranchen i Tyrkiet er præget af mange små virksomheder, og det gør det sværere at sikre ordnede forhold.
Små fabrikker uden rettigheder
- Arbejdernes ansættelsesvilkår er meget ad hoc. Samtidig henter fabrikkerne i stor stil syriske flygtninge ind, som typisk har færre rettigheder og behandles endnu dårligere, fortæller Jens Erik Ohrt.
Der er omkring 4 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. 500.000 arbejder i tekstilsektoren. Flere regioner i Tyrkiet reklamerer med, at arbejderne på tøjfabrikkerne ”kun får mindstelønnen” og enkelt regionen kalder sig ”billigere end Kina” for at tiltrække udenlandske investorer.
I alt er der omkring 33.000 virksomheder i Tyrkiets tekstilsektor og flere millioner ansatte.
Fagforbundet DISK tekstil er ikke et stort forbund i sammenligning med de tal.
- Det virker til gengæld til, at forbundet har god kontakt til medlemmerne, og på trods af Covid19 lader det til at være muligt at lave aftaler og gennemføre aktiviteter, fortæller Jens Erik Ohrt.
Regering og arbejdsgivere vil samarbejde
Syrerne i Tyrkiet er generelt flittige til at organisere sig i uformelle netværk eller foreninger. Det gør det lettere at få kontakt til dem for fagbevægelsen, lyder vurderingen.
Samtidig er er der fine muligheder for social dialog.
- Den gode nyhed er, at flere arbejdsgivere ifølge DISK Tekstil er villige til at samarbejde om at lave aftaler og få rettigheder ind på fabrikkerne. Desuden er Arbejdsministeriet positiv over for treparts-samarbejde, som er en del af projektet. Også selv om fagforbundet generelt er kritisk indstillet over for landets regering, siger Jens Erik Ohrt.
Det er planen, at tyrkiske fagforeningsfolk skal besøge Danmark som led i samarbejdet i løbet af 2021, hvis det kan lade sig gøre.
Den globale faglige organisation ITUC satte i 2019 Tyrkiet på sin liste over de værste lande for fagligt rettigheder.