OBS: Du er nu offline

Mange løsarbejdere på Carlsberg i Malawi

De løst ansatte har ikke samme rettigheder og løn som de faste arbejdere på Carlsbergs afrikanske bryggeri. Nogle har været løsarbejdere i op til 15 år.
Af 3F International solidaritet

På Carlsbergs bryggeri i det afrikanske land Malawi er en del af arbejderne løst ansatte. De har ringere vilkår end deres kolleger – også selvom nogle af dem har arbejdet på bryggeriet i adskillige år.

Det fortæller en række lokale tillidsfolk, da de mødtes med danske kolleger i begyndelsen af december. De løst-ansatte får ikke meget mere end den nationale minimumsløn, der svarer til 190 kr. om måneden - betydeligt lavere end de fastansatte.

Det er negativt for arbejdspladsen med så mange løsarbejdere, mener en af tillidsfolkene:

- Løst-ansatte har ikke samme vilkår som de faste. For eksempel får de korttids-ansatte, der arbejder på lageret eller som lastbilchauffører, ikke betalt mad, sådan som deres fastansatte kolleger. Fagforeningen har forslået at de får permanente kontrakter i stedet. Ledelsen har svaret, at de vil have en politik på området, men vi har ikke hørt noget endnu, fortæller en tillidsrepræsentant.

Kritik af løsarbejdere

Det skaber kritik fra Bjørn Haar, faglig sekretær i 3F Frederiksborg, som besøgte bryggeriarbejdernes fagforening i Malawi i begyndelsen af december 2015

- Der er ingen tvivl om, at de lokale tillidsfolk ser den udbredte brug af løsarbejdere som en form for misbrug, da deres løn er så lav. Samtidig er de korttids-ansatte ikke repræsenteret af tillidsfolk, fordi fast ansættelse er en betingelse for at være medlem af fagforeningen, fortæller Bjørn Haar.

Mange løsarbejdere har været længe på bryggeriet, fortæller virksomhedens ledelse:

- Vi har meget manuelt arbejde på bryggerierne her i Malawi og vi kan derfor ikke nøjes med det de faste ansatte. Derfor benytter vi os af løst-ansatte. Der er lige nu 384 løst ansatte på Carlsberg Malawi, men vi betragter dem som vores egne ansatte. Nogle har været her i op til 15 år, fortæller en repræsentant fra Carlsberg i Malawi.

Carlsberg Group har fra sit hovedkvarter besluttet, hvor mange fast ansatte, der maksimalt må være på bryggeriet i Malawi.

- Det undrer mig, da Carlsberg Groups CSR-politik slår fast, at Carlsberg ikke skal være afhængig af deltids-, kontrakt-, løst-ansatte eller praktikanter for på den måde at kunne betale lavere lønninger eller sociale goder. Alligevel ser det ud til, at 24 % af arbejderne i Malawi i øjeblikket er løst ansatte, siger Lea Bohr, regional koordinator for 3F i det sydlige Afrika.

Ifølge Carlsberg Group er det gennemsnitlige antal løsarbejdere dog 11%, svarende til 171 arbejdere.

- Carlsberg Malawis brug af ydelser fra vikarer sker udelukkende på områder, hvor der kun er arbejde lejlighedsvis. Dette er for det meste tilfældet i depoter, hvor der er aflæsning eller påfyldning af varer, når lastbilerne ankommer, hvilket i Malawi sjældent sker i overensstemmelse med en præcis tidsplan. Aflæsning- eller påfyldningsaktiviteter tager typisk ikke mere end 4-5 timer per dag, siger Christian Gollasch, der er Vice President for Talent i Carlsberg.

Sat ned i løn uden varsel

Carlsberg Malawi har 6 løntrin for de faste ansatte, der ikke er en del af ledelsen. De lavest lønnede ligger på omkring 500 kr. om måneden, og de højest lønnede får omkring 1.500 kr.

Ledelsen kan frit flytte en ansat ned til et lavere løntrin med henvisning til dårlig arbejdsindsats, fortæller en række tillidsfolk.

- Det er ledelsen, der bestemmer, om folk skal sættes ned til et lavere løntrin, så de kan bruge det til at presse os. En af tillidsfolkene er for eksempel blevet sat ned fra løntrin 6 til løntrin 4 med henvisning til,. at han har underpræsteret. Det er en nedgang fra 80.000 kwacha til 50.000 kwacha om måneden (ca. 865 til 541 kr., red.), fortæller en tillidsrepræsentant.

- Det er ens nærmeste leder, der beslutter hvilket trin, man placeres på – fagforeningen er slet ikke involveret, supplerer en anden tillidsrepræsentant.

En løn-nedgang bliver ekstra problematisk af landets dundrende inflation, der ligger på mellem 20 og 25 procent.