Der er voksende spændinger i Bolivia op til landets valg søndag 18. oktober.
På arbejdspladserne skærpes undertrykkelsen; 7. oktober angreb politiet en strejke på virksomheden Laboratorio Vita og skød og sårede fire strejkende arbejdere. Én er stadig i livsfare. 50 arbejdere blev arresteret. Arbejderne havde nedlagt arbejdet i protest mod fyringer af to tillidsfolk.
Arbejdsløsheden er eksploderet under corona-pandemien – der er nu 440.000 flere ledige – og myndighederne har slået hårdt ned på arbejdsløses demonstrationer for job og værdige levevilkår. Demonstranterne kræver, at kriseramte arbejdspladser får støtte eller overtages af staten.
Fagbevægelse vil nationalisere
Juan Carlos Huarachi, formand for landsorganisationen COB, har meldt ud, at arbejdernes tålmodighed er ved at være brugt op:
- I skal ikke provokere arbejderne, for de vil iværksætte nye aktioner. Vi sender et budskab til arbejdsgiverne: Hvis I fortsætter med at provokere, vil arbejderne tage fabrikkerne og nationalisere dem, siger Huarachi.
I denne video kan du se mere om arbejdernes situation i Bolivia og fagbevægelsens svar på problemerne.
Dødstrusler mod dommere
Højreorienterede “borgergrupper” og “civil-komiteer” står samtidigt bag en række dødstrusler mod dommere, anklagere og deres familier. Truslerne har til hensigt at standse sager mod korrupte politikere og embedsmænd, især i forbindelse med covid-19-pandemien.
Bolivias industriarbejdere advarer derfor den ekstreme højrefløj mod at true retssystemet:
- Vi er parat til at gå på gaden for at genskabe lov og orden, lyder det fra industriarbejder-forbundet, CGTFB, der har udsendt en erklæring om at de vil forsvare anklagere og dommere mod den yderste højrefløjs trusler.
Venstrefløjen fører i meningsmålingerne
Ekspræsident Evo Morales blev tvunget fra magten af landets militær i november 2019.
Nu står hans parti, Bevægelsen for Socialisme (MAS), i meningsmålingerne til at få flest stemmer, mens højrefløjen er splittet mellem den tidligere præsident Carlos Mesa på andenpladsen, og Fernando “Macho” Camacho fra den yderste højrefløj. Den siddende midlertidige præsident, Jeanine Añez, trak sig som kandidat i september for at undgå, at MAS vinder i første valgrunde.
Hvis Luis Arce fra MAS præsidentvalget får over 50 % af stemmerne – eller får over 40 % med mere end 10 procentpoint ned til næste kandidat – vinder han valget.
Ellers udløses anden valgrunde, hvor højrefløjen kun vil have én kandidat og større mulighed for at vinde præsidentvalget.
Fagbevægelsen er forsigtig med at blande sig i partipolitik, men kæmper for at bevare og skabe arbejdspladser.
3F støtter bygningsarbejdernes og industriarbejdernes forbund i Bolivia.