Konference
Mød tre frontkæmpere for faglige rettigheder
Tillidsmand med livet som indsats: Du kan stadig nå at tilmelde dig 3F's internationale debat i weekenden og møde aktive med en særlig historie fra Latinamerika.
Flere af Erick Olivas forgængere hos Coca-Cola har måtte lade livet. Hør hans historie i Horsens.
Den 26. september har alle interesserede chancen for at deltage i en debat om frihandel og faglige rettigheder i Horsens.
3F har inviteret tre fagligt aktive fra tre lande, hvor det er forbundet med livsfare at kæmpe for den elementære ret til at organisere sig fagligt: Colombia, Honduras og Guatemala.
EU har aftaler om frihandel med de tre lande som indeholder krav om beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder. Alligevel synes det ikke at blive nemmere at være faglig repræsentant: Fagligt aktive fyres, forfølges, trues, sortlistes eller myrdes stadig. De tre modige fagforeningsfolk er:
Ledere i Coca-Cola-fagforening myrdet
Erick Oliva, Coca Cola-fagforeningen SITRAABASA i Guatemala.
Det er en ny fagforening fra 2013. Først i 2014 lykkedes det at dække hele Coca Cola-produktionen og distributionen fagligt og med overenskomster efter en dramatisk historie. Den første Coca Cola-fagforening blev organiseret i hovedstaden i 80'erne, men blev mødt med trusler vold. De tre første formænd samt flere bestyrelsesmedlemmer blev myrdet.
Sidste år lykkedes det for produktionsstederne syd og nord for hovedstaden at få anerkendt fagforeninger og forhandlet overenskomster på plads. Det skete efter et stærkt internationalt pres.
Guatemala er det sted i verden, hvor næst-flest fagforeningsfolk myrdes i forhold til befolkningstallet, kun overgået af Colombia.
Appel om solidaritet
Tomás Membreño, landarbejderfagforeningen STAS i Honduras.
Tomás og fagforeningen forsøger at løfte den svære opgave at forbedre landarbejdernes forhold gennem organisering og forhandling. Gang på gang støder han på multinationale selskaber, der via lokale firmaer får produceret deres bananer, meloner, ananas, sukker og palmeolie uden respekt for arbejdernes rettigheder.
Fagforeningen har blandt andet udfordret Chiquita, Dole, Fyffes, Sab-Miller og organisationen Rainforest Alliance m.fl. Det er lykkedes at opnå fremskridt i kampen for at sikre retten til faglig organisering. Men arbejdsgiverne har svaret igen med nye metoder.
Derfor appellerer Tomás, om international solidaritet og pres på regeringen i Honduras og de multinationale selskaber. Det har vist sig nødvendigt for at få blot de mest essentielle rettigheder respekteret. Honduras har verdens højeste mordrate, og mange fagforeningsfolk rammes af mordtrusler.
Nye medier giver fremgang
Esteban Barboza, transportarbejdernes fagforening SNTT, Colombia.
Esteban er formand for en forholdsvis ny fagforening, som har taget moderne midler i brug for at styrke organiseringen. Trods mange års borgerkrig og trusler har den med held taget sociale medier i brug og fået god kontakt med journalister på større medier. Det har givet nye muligheder. I løbet af fem år er det lykkedes at få afdelinger i mange byer i landet og forhandle en række overenskomster samt at få udfordret multinationale selskaber som DHL.
Colombia er verdens farligste land at være fagligt aktiv i. På fire år 2010 – 14 blev der registreret 104 mord, mere end 1300 dødstrusler og 1900 voldsepisoder mod fagligt aktive. Siden 1986 er 3.000 fagforeningsfolk blevet myrdet.