OBS: Du er nu offline

Kort Nyt: Kvinde som præsident i Nepal

For første gang er en kvinde valgt til præsident i Nepal. Colombia stemmer for fred. I Pakistan er en fabrik kollapset med 44 dødsfald til følge.
Af 
 

Nepal: Første kvindelige bliver præsident

Kvinderne har længe været undertrykt i Nepal. Med landets nye grundlov fik de flere rettigheder. Nu får Nepal for første gang en kvindelig præsident.

Bidhya Devi Bhandari skal i de næste fem år stå i spidsen for Nepal. Hun er blot den anden præsident i landets historie, efter at et folkeligt oprør afskaffede monarkiet i 2008

Landet ledes dog reelt af en regering under en premierminister, og præsidentposten er mest af alt ceremoniel.

Bhandari er medlem af kommunistpartiet UML og har kvinders rettigheder som et af sine vigtigste områder.

 

Colombia stemmer for fredsprocessen

Der tegner sig et broget billede efter kommunal- og regionalvalgene i Colombia.

Valgene ses af mange som opbakning til gennemførelse af fredsprocessen. Håbet om at leve i et fredeligt land efter mere end 50 års guerillakrig, skinner klart igennem.

Tidligere præsident Álvaro Uribes parti, Centro Democrático, der står for modstanden mod fredsforhandlinger med FARC-guerillaen, vandt kun en enkelt region. Partiet stod i meningsmålinger til at vinde i Colombias næststørste by, Medellín, men det var Féderico Gutierrez, som støtter fredsprocessen, der vandt.

Den moderate venstrefløj, der har haft flertallet i hovedstaden Bogotá i 12 år, tabte til den uafhængige centrum-højre kandidat Enrique Peñalosa, som blev støttet af ét af partierne i Santos' regeringskoalition, Cambio Radical (Radikal forandring). Godt 52 % af vælgerne deltog i valget, hvilket er 8 % mere end ved lokalvalgene i 2011.

Samtidig var det et mere fredeligt valg end i 2011, men der var dog adskillige voldsepisoder.

Konfliktforskningscenteret CERAC vurderer episoderne som et forvarsel om den karakter, volden kan antage efter en fredsaftale: Den bliver mere selektiv, rykker mere fra land til by og får endnu større tilknytning til den organiserede kriminalitet og de paramilitære grupper.

Med de moderate højrekræfter ved magten er der udsigt til, at fredsprocessen fortsætter, men ikke til overvindelse af de skrigende sociale forskelle og uretfærdigheder, som ligger bag de mange års konflikt.

Pakistan: 44 døde efter fabriks-kollaps

Mindst 44 arbejdere er døde, efter at en fire-etagers fabrik kollapsede i Lahore i Pakistan den 4. november. Samtidig blev op til 150 arbejdere fanget i murbrokkerne.

Fabrikken producerede polythen, et plastisk kunstof.

Ifølge det globale industriforbund, IndustriALL, observerede arbejdere på fabrikken revner i bygningen flere dage før kollapset, forårsaget af et jordskælv i oktober. På trods af arbejdernes klager fortsatte produktionen. Det er det andet fabrikskollaps i Lahore på under to måneder. I september kollapsede en tekstilfabrik med to dødsfald til følge.

- Vi forlanger en fuldstændig gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af denne tragedie. Den pakistanske regering må handle straks for at undgå, at flere bliver dræbt i farlige fabrikker, siger Kemal Özkan, næstformand i IndustriALL.

Fagforeninger: Fokus på faglige rettigheder i CSR

Socialt ansvar - eller corporate social responsibility, CSR - er en del af de fleste større virksomheder i dag. Nu er det på tide at sætte arbejdernes rettigheder øverst på CSR-dagsordenen. Det mener en lang række fagforeninger, som 3F samarbejder med i Latinamerika.

"Som faglige ledere kender vi eksempler på virksomheder, der erklærer deres samfundsansvar uden at ændre deres anti-fagforenings-holdninger og uden at konsultere og gå i dialog med deres medarbejdere om virksomhedens CSR-politik. Ofte respekterer de ikke arbejdernes grundlæggende ret til at danne eller melde sig i en fagforening og forhandle overenskomst, " lyder det i udtalelsen, vedtaget på Nicaraguas CSR-forum.

Læs hele udtalelsen her.