Min brors død må ikke være forgæves

Den 62-årige fagforeningsmand, Noé Ramirez, lægger hånden på en mindeplade i pudset sten, der står rejst mellem et par bananplanter, og børster distræt støvet væk.

Navnet på pladen er Marco Tulio Ramirez, Noés lillebror, der blev myrdet i september 2007. Pladen er sat op mellem arbejderboliger i en lantage i Morales i det nordlige Guatemala, præcis på det sted, hvor Marco Tulio blev dræbt.

Han var aktiv tillidsmand og medlem af ledelsen i bananarbejdernes fagforening, Sitrabi.

- Marco Tulio forlod sit hjem 5.45 den 23. September for at tage på arbejde. En gruppe lejemordere ventede på ham, der bag træerne, fortæller Noé og peger. Han var død i løbet af et øjeblik.

Drabet blev begyndelsen på en bølge af mord og overgreb på fagligt aktive bananarbejdere de følgende fem år. I alt blev 12 ledere i Sitrabi myrdet. Ingen af mordene er blevet opklaret.

Tilbudt penge for at stoppe

Sitrabi var gradvist blevet styrket i 00erne, og havde forhandlet sig frem til bedre vilkår for bananarbejderne, der arbejdede på plantager, ejet af det multinationale selskab, Del Monte. Det skabte modstand.

Bananselskaberne i området havde i årevis tætte forbindelser til organiseret kriminalitet og mafiaen med den lokale familie Mendoza i spidsen, og der havde været tilfælde af trusler og kidnapninger.

- Ledelsen beskyldte Marco Tulio for at være drivkraften bag nogle strejker blandt bananarbejderne, og de tilbød ham penge for at trække sig og rejse væk. Det afslog han. Tre dage senere var han død, fortæller Noé Ramirez, der er formand for Sitrabi.

Efter mordet blev jeg kaldt ind på ledelsens kontor. De ville have mig til at skrive under på, at det ikke var dem, der stod bag mordet. Men det havde jeg jo ingen vished om, siger Noé.

Fremskridt gennem aftaler

Han tynges stadig af dårlig samvittighed over broderens død. Det var Noé, der som storebror fik Marco Tulio ind på bananplantagerne som 19-årig og senere ind i det faglige arbejde. Han har selv været udsat for en række trusler på livet de seneste 10 år.

- Jeg var bange, men forstod, at vi stod tilbage med et valg efter drabet. Vi kunne enten lade os skræmme, eller vi kunne fortsætte Marco Tulios kamp for at sikre arbejderne rettigheder og bedre vilkår. Vi valgte det sidste, og har opnået mange resultater, siger Noé Ramirez.

Gennem overenskomster har bananarbejderne opnået en løn, der ligger et stykke over landets mindsteløn og fornuftige arbejdstider på 8 timer om dagen. Desuden har alle arbejdere gratis adgang til sundhedsklinik, medicin, bolig, strøm og vand samt skole og skolebøger til børnene. Alt sammen er det resultater af Sitrabis aftaler med Del Monte.

Solidaritet har været vigtig

3F har i en årrække støttet Sitrabi med hjælp til kurser og opbygning af kompetencer i samarbejde med Danida. Programmet sluttede i 2016.

- 3F's støtte til at styrke vores kapacitet har været ekstrem vigtig, både i forhold til at forhandle vilkår og styrke organiseringen. Derfor er det trist at programmet stopper, men vi er godt rustede til at fortsætte indsatsen på bæredygtig vis, siger Noé Ramirez.

Han forklarer, at Sitrabi i dag har udvalg og grupper, der arbejder med blandt andet arbejdsmiljø, kvinders vilkår og undervisning i rettigheder og forhandlingsteknik.

Alle bananarbejderne på Del Montes plantager i Morales er organiserede, og medlemmerne betaler 2 % af deres løn til fagforeningen. Det betyder dog ikke, at fremtiden er sikret, pointerer Noé.

Udlicitering truer rettigheder

- Vores vilkår er ikke garanteret. Firmaet truer i dag med at flytte produktionen til Guatemalas sydkyst, hvor arbejderne ikke har fagforeninger eller overenskomst og arbejder 12 timer om dagen til langt under mindstelønnen. Her er det stadig livsfarligt at være fagligt organiseret, fortæller fagforeningsformanden.

Del Monte kræver samtidig mere fleksibilitet og mere produktivitet af arbejderne i Morales. Det har betydet mulige fyringer af arbejdere, der ikke menes at være produktive nok eller har været til lægen.

Og truslerne mod tillidsfolkenes sikkerhed? De fortsætter, fortæller Noé.

- Jeg er mest nervøs for min familie. Jeg er jo en ældre mand efterhånden, siger Noé med et stille grin.

- Myndighederne har sørget for, at jeg har livvagt på 24 timer i døgnet. Han bor ved os og spiser hos os, fortæller tillidsmanden og vinker til livvagten Marcel, der står svært bevæbnet et par meter væk.

Han vinker tilbage med et afmålt smil.