OBS: Du er nu offline

Fredsaftale skaber håb i Colombia

Borgerkrigens ophør kan skabe grobund for rettigheder og social lighed i det latinamerikanske land, håber landets fagbevægelse.
Fredsaftalen er en milepæl, der kan åbne muligheder for frihed og rettigheder, også på arbejdspladserne, siger Esteban Barboza, formand for transportarbejdernes fagforening i Colombia.
Fredsaftalen er en milepæl, der kan åbne muligheder for frihed og rettigheder, også på arbejdspladserne, siger Esteban Barboza, formand for transportarbejdernes fagforening i Colombia.
Af 
 

Efter fire års forhandlinger støttet af FN, Norge og Cuba har regeringen og oprørsbevægelsen FARC i Colombia indgået en fredsaftale.

Det vækker et stort håb om fredelig udvikling, og mulighed for forsoning og retfærdighed for de konfliktens tusinder af ofre.

Det anslås at 17 procent af befolkningen er ofre for krigen. Flere end fem millioner er internt fordrevne, og omkring 220.000 er blevet dræbt over de seneste 52 års krig.

Aftalen skal til folkeafstemning senere på efteråret, og selv om der er skepsis over for både regeringen og FARC, er der også massiv opbakning til, at fred er eneste vej frem.

Colombias fagbevægelse har i årevis arbejdet for en fredsaftale. Samtidig har fagforeninger og tillidsfolk ofte været uskyldige ofre i konflikten, når borgerkrigen er blevet brugt som argument for at slå ned på fagligt aktive eller når faglige ledere er blevet dræbt af paramilitære.

Transportarbejderformand: Aftale er en milepæl

Formanden for transportarbejdernes fagforening i Colombia, Esteban Barboza, der gæstede Danmark sidste år, hylder aftalen:

- Fredsaftalen er en milepæl, et skridt i den rigtige retning. Hundrede tusinder af colombianere, bl.a. ledere og aktivister fra fagbevægelsen, har ofret deres liv for at nå frem til dette, siger Esteban Barboza.

- Det er vores håb at vi får en varig fred og at der etableres metoder til at kompensere de store lidelser. Vi forventer også at alle colombianere i fællesskab vil nyde godt af en ægte frihed, inklusiv friheden til faglig organisering, fortsætter fagforeningsformanden.

Colombia er verdens farligste land for tillidsfolk, Over 3.000 fagligt aktive er blevet myrdet, siden borgerkrigen brød ud. Samtidig er det et af de mest ulige lande i Latinamerika.

- Fagforeninger skal sikre freden

Antonio Fritz, regional sekretær for det international transportarbejderforbund ITF i Latinamerika, mener, at freden giver fagforeningerne nye og vigtige opgaver.

- Aftalen kan forhåbentlig skabe grobund for en stærkere og mere enig fagbevægelse i Colombia. Den har en vigtig rolle i at konsolidere fredsaftalen og sætte en ny retning for landet, mener Antonio Fritz.

Han understreger, at fredsaftalen i sig selv ikke vil ændre på mange colombianske arbejdsgiveres undertrykkelse af faglige rettigheder, men håber den vil kunne hjælpe med til at fjerne livsfaren ved at være fagligt aktiv.