20. november 2016:
Eventyret startede, da jeg sammen med mine tre rejsekammerater steg på et fly med kurs mod Mozambique. Det var bestemt ikke uden kriller i maven, at jeg rejste fra min trygge hverdag, men det var nok i virkeligheden også den tryghed, der var grunden til, at jeg ønskede at komme afsted. Jeg er priviligeret ved at vokse op med et arbejdsmarked, hvor der er overenskomster, pension og sikkerhed. Derfor valgte jeg at gribe muligheden og træde ud af min trygge hverdag i to uger for at møde en anden virkelighed og en fremmed kultur.
Forskel på folk
Da vi landede i Mozambiques hovedstad Maputo og tjekkede ind på vores hotel, opdagede vi med det samme, at der ikke var vand i rørene, ingen vand i toiletterne og strømafbrydelser hele tiden, så vi gik rundt med lommelygter på os. Det var et wakeup call for os forkælede danskere.
Der var meget nyt, vi skulle vænne os til. Når vi bevægede os ud i gaderne, var de ret ødelagte og fyldt med affald. Vi oplevede også, at der var en skræmmende stor forskel på befolkningen. Fattige hytter lå inde mellem de store flotte huse, som lå gemt bag høje mure og pigtrådshegn bevogtet af vagter.
På turen besøgte vi blandt andet byen Mafalala, som under det tidligere portugisiske regime var den bydel, hvor den sorte del af befolkningen skulle bo. Bydelen har i dag 21.000 beboere og er et af de fattigste kvarterer i Maputo. Vi besøgte også nogle af de lokale fagforeninger, en teknisk skole og en juicefabrik. På den tekniske skole var det skræmmende at se, hvor dårlige både de faglige kompetencer og sikkerheden på skolen var.
Fagforeningen er tilstede på arbejdspladsen
Forholdene på de organiserede arbejdspladser, vi besøgte i Mozambique, var til gengæld ret gode. I modsætning til i Danmark er repræsentanter fra fagforeningen altid til stede og har fast kontor på arbejdspladsen.
Vi besøgte en velfungerende portugisisk byggeplads, hvor forholdene mindede meget om dem, vi kender fra Danmark. De var ved at opføre en stor flot bygning til Landbrugsministeriet. Det, der slog mig mest, var, hvor mange penge, de putter i det nye hus til ministeriet, en voldsom kontrast til de små fattige huse, der ligger lige ved siden af.
Efter en uge var det tid til at sige farvel til Maputo og tage med 3F til Zambia. Jeg havde været uden bad i en uge, så det skulle blive skønt for en kort stund at nyde et værelse med varmt vand, strøm og Wi-Fi. Efter at have ligget i blød i en weekend var jeg klar til nye oplevelser. Jeg føler mig meget priviligeret over at have fået mulighed for at besøge to afrikanske lande og se den forskellighed, der er. Zambia er et rigere land, og der var bedre forhold for arbejderne, end vi havde oplevet i Mozambique.
Rejse flyttede grænser
Denne rejse har flyttet mange grænser for mig. Jeg har fået øjnene op for, hvor forkælede vi i virkeligheden er i Danmark, arbejds- og sikkerhedsmæssigt. Hvis vi mister vores arbejde, har vi et sikkerhedsnet i kraft af vores faglige organisationer. Mange unge har svært ved at forestille sig en hverdag uden en overenskomst på deres arbejdsplads, men ofte glemmer de, at det kræver, de er solidariske og står sammen i en fagforening. Under min rejse fik jeg bekræftet, hvor stort et arbejde det kræver at opnå de privilegier, som jeg har i Danmark, og at solidaritet ikke er noget, der kommer af sig selv.
Desuden har jeg lært at sætte stor pris på, at der kommer rent vand ud af min bruser, og at det ikke er noget, alle mennesker kan tage for givet.
Min rejse rykkede også på forestillingen om Afrika, som vi i Danmark primært forbinder med krig, sult og fattigdom. Men det er også et fantastisk smukt sted med en befolkning, der er tilfredse, utroligt gæstfrie og meget gavmilde.