Det er en menneskeret at have en fagforening - men det er langt fra alle, der nyder godt af den. Retten til at organisere sig fagligt er under pres flere steder i verden, også i Danmark.
Det sætter 3F International fokus på ved årets solidaritetskonference, der bliver afholdt den 21. og 22. maj på kursuscentret Langsøhus i Silkeborg. Alle 3F's tillidsvalgte og medlemmer er inviteret.
- Jeg vil opfordre alle, der interesserer sig for det internationale solidaritetsarbejde til at deltage. Det er her, men kan møde folk, der laver internationalt fagligt arbejde og deltage i debatter om, hvordan vi bedst sikrer rettigheder ude og hjemme, siger Bjarne Harder Larsen, leder af 3F International.
Indsamling til fordel for Guatemala
På konferencen kan deltagerne blandt andet diskutere
- hvordan arbejder 3F International og vores partnere med rettigheder?
- hvad siger handelsaftalerne om arbejdstagerrettigheder?
- hvad stiller vi op med løsarbejdere, migranter og andre, der forhindres i at organisere sig fagligt?
Konferencen skyder desuden en indsamling i gang til fordel for truede fagligt aktive i Guatemala, der er blandt de allerfarligste lande at være tillidsrepræsentant i. Indsamlingen kulminerer på 3F's forbundskongres i september i år.
3F International byder på overnatning, smukke omgivelser og lækker mad. Transporten skal deltagerne selv stå for. Tilmelding senest mandag den 25. april på FIU nr. 1999-16-00-09.