Honduras
Historien om et bebudet mord
Mordet på den kendte miljøforkæmper Berta Cáceres er kulminationen på års forfølgelse af aktivister. To europæiske udviklingsbanker stopper investeringer.
Berta Cáceres var et ikon for de folkelige bevægelser i Honduras.
Honduras mistede en af sine stærkeste stemmer for miljø og oprindelige folks rettigheder, da miljø-aktivisten Berta Cáceres blev myrdet i sit hjem i byen La Esparanza den 3. marts.
Ukendte gerningsmænd brød ind og skød den 45-årige rettighedsforkæmper i ryggen. En mexicansk medaktivist, der var var sammen med Cáceres, blev også skudt, men overlevede ved at spille død.
Det internationale samfund fordømmer mordet, og internationale investorer begynder nu at trække følehornene til sig. Spørgsmålet er, om det kan hjælpe med at rette op på landets døds-spiral.
Cáceres var medstifter og leder af den indianske bevægelse Copinh og modtog i 2015 den prestigefyldte Goldman Miljøpris for sit forsvar for indianernes land – ikke mindst kampen for at stoppe en stor dæmning ved Gualcarque-floden. Den anses som hellig af Honduras oprindelige Lenca-folk og brødføder befolkningen i området.
Cáceres var en af de markante modstandere af det statskup, Honduras blev ramt af i 2009.
Verdensrekord i mord på aktivister
Mordet har sendt chokbølger gennem folkelige bevægelser i Honduras og internationalt.
- Honduras har mistet en modig og loyal social aktivist, siger Tomas Membreno, en anden af Copinh's ledere og formand for landarbejdernes fagforbund STAS.
Cáceras nød generelt stor respekt, fortæller Jørgen Hovgaard, koordinator af 3F's udviklingsprogram i Latinamerika.
- Mange i fagbevægelsen betragtede Bertas arbejde som en vigtig del af forsvaret for det honduranske folks rettigheder og mod diskrimination og racisme. Hun stod over for en regering, der har direkte forbindelse til de kræfter, der stod bag kuppet i 2009. En regering, som har kriminaliseret den sociale kamp, og som sælger landet i småstykker til multinationale selskaber, siger Jørgen Hovgaard.
Tirsdag den 15. marts blev endnu en aktivist fra Copinh myrdet: Den 38-årige Nelson García blev dræbt af ukendte gerningsmænd få timer efter at have protesteret mod honduranske sikkerhedsstyrkers fordrivelse af Lenca-indianere fra landsbyen Rio Chiquito.
Fra 2010 til 2014 blev 101 aktivister myrdet i Honduras, ifølge NGO Global Witness. Det er flere pr. indbygger end noget andet land i verden.
Amnesty: En forbrydelse, der ventede på at ske
Mordet på Cáceres kom langt fra som en overraskelse.
- Det var en forbrydelse, der ventede på at ske. I årevis har Berta Cáceres været offer for trusler og chikane for at stoppe hendes kamp for de indianske samfund. Mordet kan have en ødelæggende effekt på mange sociale bevægelser i landet, frygter Erika Guevara-Rosas, Amerika-chef for Amnesty International.
FN's særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder, Victori Tauli-Lopez, er enig.
- Det er meget sandsynligt, at mordet har forbindelse til hendes indsats for at beskytte menneskerettighederne og Lenca-folkets land, siger Victori Tauli-Lopez.
Udviklingsbanker trækker stikket
Cáceres' kampagne mod den planlagte dæmning ved Gualcarque-floden har skabt politiske spændinger gennem længere tid.
Under en demonstration, arrangeret af Copinh den 20 . februar i byen Rio Blanco blev Cáceras og andre aktivister mødt af politi, lokale politikere og repræsentanter fra projektet. Ifølge organisationen blev flere demonstranter tilbageholdt og truet.
Det hydro-elektriske projekt involverer blandt andre Verdensbanken, det kinesiske selskab Sinohydro, Siemens samt finske og hollandske udviklingsbanker.
Den hollandske udviklingsbank, FMO, har efterfølgende fordømt mordene og øjeblikkeligt suspenderet alle sine aktiviteter i Honduras. Banken oplyser, at den vil sende en delegation til Honduras for at undersøge menneskeretssituationen i bankens projekter til bunds.
Kort efter bekendtgjorde den finske udviklingsbank FinnFund, at den suspenderede sine investeringer i dæmnings-projektet, selv om banken stadig støtter byggeriet. Selskabet Voith Hydro, der blandt andet ejet af Siemens, overvejer stadig situationen.
Efter Cáceras' begravelse gik tusinder af honduranere på gaden for at kræve retfærdighed. Det kom til sammenstød med politiet, der anvendte tåregas mod demonstranterne, ifølge lokale medier.