Zambias arbejdere lider under, at landet nu er gået bankerot efter flere års gældsspiral. Et af problemerne er inflationen, der tærer på lønnen.
- De finansielle krisetegn er ikke nye, men hyperinflationen og dens årsager er det største enkeltstående problem lige nu, fordi den undergraver arbejdernes i forvejen alt for lave realløn, fortæller Risher Mudenda, generalsekretær i landarbejdernes forbund, NUPAAW.
60% af zambierne lever under fattigdomsgrænsen, og 42% er ekstremt fattige.
Mange job er i fare under krisen:
- Devaluering af den zambiske valuta – kwacha’en – skaber ustabilitet, og betyder at nogle virksomhedsejere vinder, mens andre taber store beløb og må dreje nøglen om og lukke arbejdspladser, forklarer Mudenda.
Giver corona skylden
- Zambias regering prøver at bortforklare den formelle statsbankerot ved at give covid-19 skylden. Men det er langtfra hele historien. Landet var allerede økonomisk i knæ, da covid-19 ramte, og fagbevægelsen forhandler og kæmper fra hushjørne til hushjørne for at forsvare medlemmernes interesser, siger Carsten Flint Hunneche, 3F’s regionalkoordinator i det sydlige Afrika.
Pandemien har også en direkte indvirkning på arbejdsforholdene:
- Mange arbejdsgivere prøver at forringe løn- og arbejdsvilkår samt gennemføre fyringsrunder under påskud af covid-19, men ofte er der ikke hold i argumenterne. Arbejdsgivere har mulighed for at søge undtagelser fra dele af arbejdsmarkedsloven med afsæt i covid-19, men frem til dags dato har ingen ansøgt, siger Risher Mudenda.
Fagbevægelsen giver dog ikke op, forklarer landarbejderformanden:
- Vi har i rigtigt mange tilfælde sat os ned og talt med virksomheder omkring de udfordringer, de har, og er kommet op med løsninger, som både gavner virksomhedsejerne og medarbejderne.
Betaler høje skatter
Den pressede situation skaber spændinger og utilfredshed blandt mange arbejdere:
- I sidste måned var der optræk til en landsdækkende strejke inden for transportsektoren, og vi blev sammen med andre dele af fagbevægelsen inviteret af Arbejdsministeriet til at se på muligheder for at afværge strejken, hvilket lykkedes ved at strikke en løsning sammen, hvor regeringen skal arbejde målrettet på indførelse af en respektabel mindsteløn på området. Der er en forventning om, at det sker snart, fortæller Risher Mudenda.
Det er kampen for en indtægt, der kan betale familiens udgifter, der fylder mest for de zambiske arbejdere.
- Arbejderne betaler nogle af de højeste skatter i hele regionen, mens rigtigt mange firmaer betaler et minimum eller helt unddrager sig skattebetaling. Skatteskruen kan få endnu et nøk eller to, der hvor skattetrykket i forvejen er størst, hvis andre finansieringsmuligheder tørrer ud, siger Risher Mudenda.