- Papa!
Et-årige Maria springer med et begejstret hvin op i sin fars stærke arme, da han træder ind ad døren efter en lang og hård dag på byggepladsen.
36-årige Ansu Marong giver med slet skjult stolthed sin datter et velfortjent smæk-kys. Hun kvitterer med store, beundrende øjne. Verdens stærkeste far er kommet hjem.
Han gør til daglig rent på et hospitalsbyggeri i den finske hovedstad, Helsinki. I syv år har han arbejdet på såkaldte 0-timers kontrakter. Det betyder, at han har fast arbejde, men ingen garanti for hverken timer eller løn.
Ansu er en del af en hastigt voksende europæisk arbejdsstyrke, der må tage til takke med usikre, løse jobs. I nogle lande i form af 0-timers kontrakter, andre steder som midlertidige ansættelser, vikar-tjanser eller deltidsjob.
Tendensen rammer især de yngre, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Den britiske økonom Guy Standing kalder den nye type arbejdere for prekariatet. I bund og grund er der tale om gammeldags daglejere, der under nye, deregulerede og ofte digitale former stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet.
“Hej, der er intet arbejde efter i dag”
- Satans også!
En besked er bippet ind på mobilen.
“Hej, der er intet arbejde efter i dag …”
Ansus kæbemuskler strammes, og han kæmper et øjeblik med at beherske sig.
- Pis. Sidste gang, jeg fik den besked, var der kun fire timer den næste måned. Det kan vi ikke leve af. Den ene dag siger de, at er der hårdt brug for os, og vi skal knokle som bæster. Den næste dag er vi affald, sukker Ansu. Han er rasende, men forsøger ikke at vise det.
Bygningsarbejderen ringer til sin chef. En gang. To gange. Ti gange ringer han. Hver gang bliver han mødt af en telefonsvarer.
“Hvorfor tager du ikke telefonen?” skriver han så. Stadig intet svar.
Ansu ved, at firmaet har hyret nye folk i sidste uge. Chefen sørger altid for at have rigeligt med arbejdskraft at vælge imellem, forklarer han.
- Når jeg brokker mig, siger de bare: “Se på kontrakten. Der står nul timer. Vi ringer, når vi har brug for dig”, sukker Ansu.
- Når jeg brokker mig, siger de bare: “Se på kontrakten. Der står nul timer. Vi ringer, når vi har brug for dig.”
Ansu Marong.
Lille Maria forsøger at proppe en farveblyant op i næsen, mens hun siddende på gulvet og observerer sin fars forvandling.
Ansu havde glædet sig til en hyggelig weekend med familien efter en lang uge. I stedet bliver den præget af bekymring og usagt anspændthed i det lille almene rækkehus i Helsinki-forstaden Espoo, der tager størstedelen af familiens hyre. Ansu skammer sig over, at han ikke kan hente hyren hjem til sin kone Katariina og deres datter.
Konstant forandring
Finland er de seneste år kommet med på den bølge af fleksibilitet, der er skyllet ind over det europæiske arbejdsmarked siden finanskrisen i 2008. Mindst 83.000 finner arbejder nu på 0-timers kontrakter.
Man aner det allerede i flyet til Helsinki. I Finnairs magasin, Blue Wings, dukker landets tidligere premierminister Alexander Stubb op iført et elegant jakkesæt med matchende charmeklud.
“Tiderne med stabile, faste job er ovre”, erklærer han storsmilende med en bemærkning om, at han tror på “konstant forandring”. Stubb repræsenterer solsiden af det frie og fleksible arbejdsmarked, der skal holde væksten oppe.
Ansu Marong og andre i hans situation er knapt så begejstrede. Blandt andet, fordi han ikke kan få løn under sygdom og har svært ved at optjene pension.
Mandag møder vi Ansu i Helsinki centrum. Han er taget ind til byen for at se, om der alligevel skulle dukke opgaver op. Det gør der ikke.
- Det stresser mig virkelig. Hvis jeg siger nej til en vagt, får jeg ikke job næste gang. Så jeg siger aldrig nej. Heller ikke, hvis jeg er syg, siger Ansu. Det er svært at stille krav.
- Da jeg på et tidspunkt afviste at gøre rent i 25 meters højde uden ordentlig sikring, var der ikke noget job til mig dagen efter, fortæller Ansu.
Corbyn vil forbyde kontrakter
Det første sted i Europa, hvor 0-timers kontrakterne dukkede op, var i Storbritannien, hvor mindst en million arbejder under hyperfleksible forhold.
I 2015 mødte vi en af dem - Billy Mckinstry - i Kilburn i det nordlige London. Han arbejdede på jernbanen på Crossrails - Europas største byggeprojekt.
- I seks måneder sad jeg og ventede ved telefonen. Til sidst måtte jeg gå på jagt for at finde madvarer, som supermarkeder havde smidt ud. Jeg blev tyndere og tyndere, siger Billy.
- Jeg har kolleger i mit sjak, der rejser 100 kilometer hver dag for at se, om der er arbejde. De er desperate, for de har børn at forsørge, men de får måske kun et skift om ugen. Det er alle mod alle, forklarer Billy.
Forholdene har skabt heftig debat. Labours leder, Jeremy Corbyn, har meddelt, at han vil forbyde de omstridte jobtyper, hvis han bliver valgt til britisk premierminister 8. juni. Det sker efter inspiration fra New Zealand, der bandlyste 0-timers aftaler i 2016.
(Se video fra 1:09)
Over 350.000 på nul timer i Norden
De seneste år er fænomenet kommet til Norden, hvor over 350.000 nu arbejder på 0-timers kontrakter - langt de fleste er unge. Alene i Sverige er 262.000 på såkaldte SMS-job, hvor de venter på, at arbejdsgiveren skal ringe og tilbyde dem en vagt.
- Det faktum, at over en kvart million mennesker har så usikker beskæftigelse, at de ikke ved, om de har nok arbejde til at betale for mad og husleje, er intet mindre end en skandale, siger forhandlingssekretær Torbjörn Johansson i LO.
I Danmark er fænomenet blandt andet udbredt inden for turist, skole- og handicapkørsel.
- Tre ud af fire turistchauffører er på 0-timers kontrakter eller aftaler med meget lave timetal - for eksempel fire timer om ugen. Det betyder, at chaufførerne ikke er garanteret noget som helst, men står til rådighed for arbejdsgiveren, siger Allan Andersen, forhandlingssekretær i 3F.
Men også inden for handel stiger antallet af kontrakter med nul eller meget få timer. 75 procent af de ansatte i supermarkeder er deltidsansatte, ofte med tilkaldevilkår og meget få timer på kontrakten, oplyser HK Handel.
- Vi oplever, at rigtig mange arbejder på kontrakter med meget lave timetal - ofte 5-8 timer om ugen. Det kan folk naturligvis ikke leve af, og det er et voksende problem, siger Kim Jensen, faglig chef i HK Handel.
Nye digitale platforme som Happy Helper, Cleady og Handyhand er en anden voksende arbejdsform uden sikkerhed eller almindelige rettigheder. Ifølge Ugebrevet A4 arbejder over 20.000 danskere nu på disse platforme.
Der er dog stadig et stykke vej til udbredelsen i Finland og Sverige.
“Jeg burde have holdt min mund”
I den lille by Ikaliinen, tre timers kørsel nord for Helsinki, sidder 27-årige Anni Whiteland. Hun har aldrig kendt til andet end 0-timers kontrakter i løbet af sit syvårige arbejdsliv. Først på barer og restauranter, siden i den lokale svømmehal og spa med rengøring og betjening.
- I starten var det fint. Der var masser af vagter. Senere var der kun to arbejdsdage om ugen, selvom jeg havde to jobs. “Vi ringer til dig”, sagde de.
Situationen ændrede sig markant, da hun fandt ud af, at hun i flere år havde fået for lidt i løn. Hun kørte en faglig sag og fik efterbetalt et par tusinde euro. Den dag stoppede timerne.
- Jeg var den første, der råbte op. Ellers havde jeg måske stadig haft mine timer. Men altså - jeg var jo ung, nærmest undskylder Anni.
Siden er der gået adskillige måneder næsten uden vagter, men Anni klamrer sig stadig til sin kontrakt i håbet om flere timer. Hun klarer sig med hjælp fra sine forældre og mandens indtægt fra en lokal gulvfabrik.
- Usikkerheden kan være lammende. Jeg prøver at lade som om, alt er okay. Men nogle gange bliver jeg fortvivlet. Jeg ved ikke… Der er nødt til at ske noget.
Anni bliver afbrudt af de to krudtugler, sønnen Eety på fire og datteren Fiira på tre år, der drøner rundt på gulvtæppet i den lille stue.
- Jeg er jo nødt til at spare op til børnene, så de har lidt at starte op på, når de bliver store. Jeg er sikker på, at der ikke vil være faste jobs, når de engang bliver voksne. Men jeg har ikke råd. Hendes forældre har derimod altid haft fast arbejde. Hun er en del af den første generation, der får færre rettigheder end deres forældre.
- Usikkerheden kan være lammende. Jeg prøver at lade som om, alt er okay. Men nogle gange bliver jeg fortvivlet. Jeg ved ikke… Der er nødt til at ske noget.
Anni Whiteland.
“Jeg har ikke mange drømme”
27-årige Hilla Koivula har arbejdet på 0-timers kontrakter i seks år. Hun har to job, men tjener kun omkring 4.500 kroner om måneden.
Hilla modtager socialhjælp og får støtte fra sine forældre for at kunne klare sig.
- Jeg har ikke mange drømme, bare et håb om fast arbejde. Men indtil videre er der ingenting.
Hun har arbejdet omkring 40 timer om måneden for et markedsanalyse-firma og 15-20 timer om måneden på et call center. Her får hun et varsel dagen før, når der er timer til hende. Men der kan gå lang tid, hvor der ikke er nogen timer, forklarer Hilla Koivula.
- Min kæreste er også på 0-timers kontrakt, og så længe min situation er så usikker, skal jeg helt sikkert ikke have børn. Hvis jeg blev gravid, ville jeg miste mit arbejde.
Hun forklarer, at hendes arbejdsløse søster er nødt til at gå i den lokale food bank med gratis madvarer for at klare sig.
- Jeg er bange for, at det også kan blive nødvendigt for mig, hvis ikke situationen ændrer sig.
Et par uger efter vores møde skriver Hilla til mig, at det ene firma, call centret, er gået konkurs, og at hun derfor nu har endnu færre timer.
Blev presset til at acceptere lav løn
Plejeassistenten Nina Kokkinen har været handicaphjælper i 3,5 år. Hun har haft fuld tid, men ligesom de 300 andre ansatte i det private plejefirma er hun ikke garanteret timer.
- Vi har presset på for at få faste kontrakter, men firmaet nægter fortsat. Det gør det umuligt at få et lån i banken til en bolig, for vi kan ikke planlægge efter en fast indtægt, fortæller Nina, der bor i et socialt boligbyggeri i det østlige Helsinki med to døtre.
- Det mest dyrebare, jeg har, er mit skema for de næste tre uger. Det er min eneste rettighed, fortæller hun. Det betyder, at det er svært at planlægge mit liv.
- Gudskelov spiller mine piger fodbold og ikke ishockey. Det ville være alt for dyrt i udstyr.
Nina Kokkinen.
Hun har i øjeblikket omkring 110 timer om måneden. Det er lige nok til at klare husleje og vintertøj samt fodboldudstyr, der hænger fremme på pigernes værelse.
- Gudskelov spiller mine piger fodbold og ikke ishockey. Det ville være alt for dyrt i udstyr, siger Nina med et grin. I 2015 besluttede hendes firma Medgroup at sænke timelønnen fra 13 til 10 euro.
- Folk blev presset til at acceptere lønnedgangen. Nogle få nægtede, og de fleste af dem oplevede siden at få færre timer. Hele systemet skaber en frygt og usikkerhed, der får folk til at finde sig i mere, siger Nina.
Unge i kamp mod kontrakter
Unge finnere samlede i 2016 over 50.000 underskrifter ind mod den stigende brug af 0-timers job. Det skete i kampagnen Operation Fast Arbejde, der blev sat i gang af Finsk Metals Ungdom. Dermed var det finske parlament tvunget til at tage sagen op. Arbejdsmarkedsudvalget har dog indtil videre afvist at forbyde 0-timers kontrakterne.
- Folk er rasende. 0-kontrakterne er et stort problem i service- og restauration, men vi ser det også inden for industrien. Det skaber en stor utryghed. Hvis vi ikke får gjort op med dem, vil de uden tvivl brede sig, siger Jussi Pekka-Ahonen, ungdomssekretær i Finsk Metal.
Til gengæld har burgerkæden McDonald’s valgt at lytte til protesterne. Det sker i Storbritannien, hvor fastfood-giganten nu tilbyde faste kontrakter til 115.000 ansatte, der hidtil har været på 0-times kontrakter. Ansatte har gennem de seneste måneder indsamlet 32.000 underskrifter mod de omstridte 0-timers job og demonstreret foran McDonald’s restauranter. Fast food-arbejderne får nu tilbudt kontrakter på mellem 4 og 35 timer om ugen.
- De fleste af vores medarbejdere er glade for deres fleksible kontrakter, men nogle af dem har fortalt os, at faste timetal vil gøre det lettere for dem at få adgang til finansielle produkter, siger Paul Pomroy, McDonald’s chef i Storbritannien, til avisen The Guardian.
Det, Pomroy henviser til, er, at ansatte hos McDonald’s ikke kunne få lån i banken eller aftaler om mobilabonnementer, fordi de ikke kunne fremvise en fast indtægt.
Ekspert: De besværlige får færre timer
Netop den risiko for at gå i stå kan have store konsekvenser for unge på de meget usikre kontrakter, mener Mika Helander, sociolog og Ph.D. på Åbo Akademi.
- Der sniger sig en form for apati ind hos unge, der har svært ved at etablere sig med familie og bolig. De kommer ikke videre, forklarer Helander.
- De er hele tiden på stand by. De venter på et opkald fra arbejdsgiveren, der betyder, at de med kort varsel skal kunne tage på arbejde. Det kommer til at styre hele deres tilværelse.
Mika Helander, sociolog og Ph.D. på Åbo Akademi.
Apatien bliver blandet med en frygt for at sige fra over for chefens krav, forklarer forskeren. Det kan være svært, især for unge, at blive konfronteret med en ultimativ ledelsesret fra arbejdsgiverens side.
- Man står alene over for et fuldstændigt krav om fleksibilitet. Det er husbondens magt over arbejdsdrengen, der er vendt tilbage. På papiret kan man sige nej, men ikke reelt, forklarer han.
Han fortæller, at undersøgelser af 0-timers kontrakter viser, at ansatte får færre timer, hvis de beklager sig. Samtidig præger den daglige usikkerhed de ansattes hverdag.
- De er hele tiden på stand by. De venter på et opkald fra arbejdsgiveren, der betyder, at de med kort varsel skal kunne tage på arbejde. Det kommer til at styre hele deres tilværelse, siger forskeren.
Del og hersk på byggepladsen
- Hvis man er konspiratorisk anlagt, kan man sige, at det er genialt af arbejdsgiverne. Man kan spille folk ud mod hinanden med en del- og hersk-teknik, fordi ingen kan føle sig sikre, fortæller Mika Helander.
Det kan bygningsarbejderen Ansu Marong nikke genkendende til. Han oplever, at 0-timers kontrakterne skaber splid mellem kolleger.
- Chefen spørger mig nogle gange, om de andre arbejdere leverer godt nok. “Er de ikke lidt dovne, dem der?” Man er hele tiden på vagt og tænker på, hvem der bliver udeladt næste gang, fortæller Ansu.
Der er nu gået en uge, siden Ansu fik en SMS om, at der ikke var timer til ham. Han venter stadig på et opkald fra sin chef. Han har også sendt sit CV til en række andre byggefirmaer.
- Det er hårdt, men vi overlever. Det skal vi, siger han.
Så løfter han datteren Maria fra gulvet og op i sin favn. Verdens stærkeste far er tilbage.
- Jeg er god nok, tilføjer han så, nærmest til sig selv:
- Måske ringer de i morgen.