Uber i konflikt med loven 72 steder i verden
Uber har myndighederne på nakken i 72 lande, byer og delstater verden over. Fordelt med 41 kørselsforbud, 13 store bødesager og 18 retssager, viser ny opgørelse. Se verdenskortet her.
Klik på kort nedenfor og se de 72 lande, byer og delstater verden over hvor Uber er i konflikt med loven.
Taxa-fænomenet Uber er i konflikt med loven i 72 lande, byer og delstater verden over fordelt med 41 kørselsforbud, 13 store bødesager og 18 retssager. Herhjemme er Uber på vej i retten sigtet for ulovlig taxikørsel.
Fagbladet 3F har lavet en optælling og et verdenskort over i hvilke lande, byer og delstater i verden, Uber har fået bøder, kørselsforbud eller, hvor der verserer eller er retssager på vej.
De danske myndigheder har endnu ikke afgjort, hvorvidt Ubers forretningsmodel er ulovlig i Danmark. Men en række Uber-chauffører er blevet sigtet af Københavns Politi for overtrædelse af taxiloven og taxibekendtgørelsen.
De første sager kommer for en domstol i slutningen af april. Allerede i 2014 blev selskabet bag Uber-appen politianmeldt af Trafikstyrelsen for ulovlig taxakørsel og overtrædelse af personbefordringsloven.
Danmark står ikke alene
Formand for 3F's Transportgruppe, Jan Villadsen, pointerer, at verdenskortet viser, at Danmark langt fra er det eneste land, hvor Uber har skabt voldsom debat og pres på gode job og fair transport.
- Men vigtigst af alt. Det viser, at både myndigheder og politikere griber ind over for Ubers forretningsmodel i land efter land. Danmark står ikke alene med retssager. Og hvis det kommer til yderligere indgreb, er Danmark heller ikke alene, siger Jan Villadsen, der pointerer, at Uber set med hans øjne er ulovlig pirat-taxakørsel.
- Eneste forskel på private bilister, der prajer kunder på ulovlig vis i nattelivet, er, at Uber henter kunder via en app. Og at Uber tager 20 procent af omsætningen, uddyber han.
Ubers service presser taxibranchen hårdt, og de danske taxichauffører kritiserer, at Uber-chauffører ikke er underlagt samme krav om forsikring, registrering til erhvervskørsel og andre lovpligtige udgifter, hvilket giver unfair konkurrence.
Fagbladet 3F har lavet opgørelsen over Ubers sager på baggrund af en rapport fra ITF, Internationalt Transportarbejder Forbund, London.
Uber: Juridiske udfordringer
Fagbladet 3F har 21. marts stillet Oliver Carrà Communications Lead Nordic, Uber, en række spørgsmål. Blandt andet:
Hvad er Ubers kommentar til optællingen? Er det et problem for Uber med så mange sager verden over?
- Uber er i øjeblikket til stede i 400 byer fordelt i over 70 lande. Hos Uber ser vi et momentum internationalt, eftersom myndigheder verden over vedtager nye love, der har nye teknologiske udviklinger såsom digitale platforme med i deres betragtning. Der har været nogle juridiske udfordringer med nogle af vores tjenester. De udfordringer er opstået på grund af love, der blev udformet før internettet og smartphones, for slet ikke at tale om Uber. Den præsenterede optælling er dog en betydelig overdrivelse, svarer han på mail.
Hvordan forholder Uber sig til, at så mange lande tilsyneladende mener, at jeres forretningsmetoder er lovstridige?
- Det har aldrig været et spørgsmål om Ubers forretningsmodel. Derimod er der tale om regelsæt, der blev skrevet før internettet blev opfundet, for slet ikke at tale om smartphones eller Uber. Disse regler anvendes til bestemte tjenester, som vi tilbyder. Det medfører ofte mærkelige uoverensstemmelser og endda modstridende afgørelser, som er årsagen til at EU-Kommissionen undersøger muligheden for at harmonisere Europas tilgang til deleøkonomi samt oprettelsen af et digitalt indre marked, svarer han blandt andet.
Har Uber nogen planer om at droppe sine aktiviteter i Danmark set i lyset af opgørelsen?
- Vi investerer i øjeblikket i Danmark som aldrig før. Vi har et voksende teknologicenter for udvikling af software, hvor nogle af landets bedste udviklere og teknikere arbejder på at gøre Uber endnu bedre både for danske brugere samt for brugere verden over. Vi rekrutterer samtidig flere for at følge med den enorme globale efterspørgsel. I forhold til selve tjenesten, er vi glade for at den danske regering anerkender de fordele, som sam- og delekørsel kan have, og at de arbejder på at opdatere danske regler for at skabe klarhed for alle, svarer han.
Ubers svar er tilføjet d.d. 12.55