Landarbejdere i det multinationale selskab Fyffes opfordrer nu til boykot af selskabets varer.
Det sker som et sidste nødråb, efter at 2700 arbejdere på Fyffes melonplantager i Choluteca, Honduras, i årevis har kæmpet med elendige arbejdsvilkår og undertrykkelse af retten til at organisere sig. Flere faglige ledere er blevet fyret.
- Jeg arbejdede fast for Melon Export (Fyffes datterselskab) i 18 år, men i april i år blev jeg og den samlede lokale ledelse af fagforeningen fyret og fik besked på, at vi aldrig vil blive genansat, fortæller Moses Sanchez, formand for den lokale afdeling af landarbejderforbundet STAS.
- Alle arbejdsledere hos Melon Export S.A. og SURAGRO Honduras (Fyffes andet lokale datterselskab) er blevet forberedt på, hvordan de skal afvise os, hvis vi nærmer os.
Tilbudt penge for at forlade fagforening
Ansatte har oplevet, at firmaet har forsøgt at betale dem for at forlade fagforeningen, blandt andet organisationssekretæren Baltazar Cruz, der fik tilbudt 10.000 lempiras (3.000 kroner) for at træde ud af fagforeningens ledelse. Han afslog.
- Fagforeningen var meget vigtig for mig. Det er svært nu, men uden dem ville det være værre, siger Baltazar Cruz til den britiske avis, The Guardian.
Andre arbejdere fortæller, at ledelsen har forsøgt at tvinge dem til at skrive under på, at de vil kvitte fagforeningen.
Over for The Guardian fremviser flere medlemmer af fagforeningen STAS anonyme breve, som de har modtaget med posten:
“Afstå fra at oprette fagforeninger eller tag konsekvensen … I er advaret”, lyder truslen, der ikke kan affejes som tom i et land, hvor mord på fagligt og politisk aktive jævnligt forekommer.
Landarbejderne tjener mindre end mindstelønnen, og de har hverken drikkevand eller toiletter til rådighed.
Arbejderne anklager virksomheden for ikke at betale for overtid eller den lovpligtige indbetaling til social- og sundhedssikringen.
Arbejdstilsynet sat ud af spillet
Fyffes kritiseres desuden for at benytte det særdeles giftige sprøjtemiddel Gramoxone med aktivstoffet paraquat, der hverken er tilladt i EU eller Kina. I december 2015 blev 150 kvinder syge som følge af forgiftning, og 17 blev indlagt.
Ifølge STAS er Arbejdstilsynets kritik af forholdene blevet sat ud af spillet af et tæt samarbejde mellem landets regering og virksomheden.
- Vi er nødt til at arbejde, selv hvis vi er syge. Vilkårene er ikke blevet forbedret, siden jeg startede, fortæller 65-årige Maria Gómez, der har arbejdet for Melon Export i 28 år.
Forholdene har fået det britiske fagforbund GMB til at kræve Fyffes smidt ud af initiativet for etisk handel i Storbritannien. Fyffes har hovedkvarter i Irland og kendes blandt andet fra bananer i danske og europæiske supermarkeder.
Håb trods alt
I januar 2016 besluttede arbejderne i Choluteca at danne en lokal afdeling af branchefagforeningen STAS, og siden er undertrykkelsen eskaleret. Alligevel er der håb, mener formanden.
- Vi har set, at arbejdere i de nordlige Honduras har vist et eksempel. Hvor der er faglig organisering, er der bedre arbejdsforhold, bedre løn og alle sociale ydelser. Her har vi intet, forklarer Moses Sanchez til det internationale landarbejderforbund IUF’s hjemmeside.
- Vi takker alle de organisationer, der besøger og ledsager os. Vi bliver ikke siddende med armene over kors. Og med jeres hjælp forventer vi at kunne vinde denne kamp, understreger Moses Sanchez.
3F har samarbejdet med landarbejdernes organisationer i Honduras i en årrække.
Landarbejderne i Honduras har med hjælp fra 3F etableret den landsdækkende branchefagforening STAS, så de kan nøjes med at oprette afdelinger - og ikke nye fagforeninger – på de enkelte farme og plantager.
- Det har givet de løstansatte - og dermed det store flertal af landarbejdere i landet - en historisk ny mulighed for at blive organiseret og få indflydelse på egne arbejdsforhold. Forklarer Jesper Nielsen, international rådgiver i 3F.
Der er i øjeblikket 107 medlemmer af fagforeningen på plantagen.