De to frontfigurer i Zimbabwes største faglige hovedorganisation, ZCTU, er blevet anklaget for undergravende virksomhed og forræderi af landets myndigheder. Det sker efter strejker, uro og omfattende protester mod voldsomme prisstigninger på brændstof. Literprisen på benzin er steget til 20 kroner – verdens dyreste. Samtidig er der mangel på fødevarer.
Protesterne mod de 150 % stigning i prisen på brændstof mundede ud i tre dages strejke midt i januar, organiseret af ZCTU.
Anklagerne mod ZCTU’s generalsekretær Japhet Moyo og organisationens formand, Peter Mutasa, kommer efter uroligheder, hvor politiet åbnede ild mod demonstranter og 12 mennesker blev dræbt. 200 er blevet fængslet, og internationale medier rapporterer om adskillige tilfælde af brutal politivold.
Politiet angreb blandt andet Peter Mutasas hjem og overfaldt to af hans familiemedlemmer, mens de ledte efter fagforeningsformanden. Japhet Moyo blev arresteret 21. januar og sigtet for at ville vælte en lovligt valgt regering og opfordre til vold. De faglige ledere risikerer op til 20 års fængsel.
- Magthaverne sender en besked her. De siger: Vi kan gå efter jeres ledere, så vi kan ramme hvem som helst. Vi er ligeglade med, hvem I er, siger Alec Muchadehama, der er Peter Mutasas advokat.
International fagbevægelse kræver handling
Den internationale faglige organisation, ITUC, kræver øjeblikkelig løsladelse af de to ledere.
- Efter at have skudt mod landets borgere, angriber politiet nu fagforeningsfolk med anholdelser, trusler og vold. Verden holder øje med udviklingen, og præsident Emmerson Mnangagwa er nødt til at tage øjeblikkelige skridt for at sikre et klima uden vold og frygt, siger Sharan Burrow, ITUC’s generalsekretær.
Sydafrikas faglige hovedorganisation, COSATU, kræver ligeledes løsladelse af de faglige ledere i Zimbabwe.
COSATU ønsker, at Sydafrika yder solidarisk hjælp til befolkningen i nabolandet i stedet for at støtte regeringens politik.
- Sydafrikanske skatteydere og arbejdere vil ikke acceptere at hjælpe et diktatur. Zimbabwes arbejdere har selvfølgelig ret til at protestere mod en korrupt regering, der kører økonomien i sænk, erklærer forbundet.
De fattigste arbejdere bliver ramt
Prisstigningerne har især ramt de fattigste arbejdere. Desuden er den ekstreme mangel på valuta en trussel mod landets økonomi.
- Alle arbejdere er hårdt ramt. Reallønnen falder kraftigt som resultat af de øgede brændstofpriser. Krisen er meget slem denne gang, siger generalsekretær Golden Magwaza fra landarbejdernes fagforening, GAPWUZ. Mange lå allerede inden prisstigningerne under fattigdomsgrænsen, ikke mindst blandt landarbejderne. 3F støtter GAPWUZ i at fremme overenskomstdækning og ordentlige arbejdsforhold.
Magwaza vurderer, at regeringen vil føle sig nødsaget til at gå i dialog med repræsentanter fra Zimbabwes civilsamfund.
- Situationens grelle karakter tvinger regeringen til at tage andre med på råd for at finde løsninger, siger han.
Det er dog tvivlsomt, om ZCTU og organisationens forbund bliver inviteret til forhandlingsbordet, da den siddende regering har bekæmpet landsorganisationen fra dag ét efter valget sidste år.
Regeringens sikkerhedsminister lukkede under protesterne ned for internettet og sociale medier, indtil Højesteret senere dømte handlingen ulovlig.