OBS: Du er nu offline

ILO kritiserer Spanien og Italien

Efter lang tids pause kunne regeringer, arbejdsgivere og fagbevægelse igen behandle klager over undertrykkelse af faglige rettigheder i FN. Sydeuropa stod for skud efter voldsomme reformer uden social dialog.
Tusindvis af spaniere har demonstreret mod nedskæringer og reformer. Nu slår ILO fast, at fagbevægelsen skulle have været hørt.
Tusindvis af spaniere har demonstreret mod nedskæringer og reformer. Nu slår ILO fast, at fagbevægelsen skulle have været hørt.
Af 
 

Efter tre års stilstand kunne FN's arbejdsmarkedsorgan ILO igen behandle klager over krænkelse af faglige rettigheder. Det skete på organisationens årlige konference i Geneve i juni.

Her udtalte den såkaldte applikationskomité blandt andet kritik af regeringerne i Spanien og Italien, der har gennemført voldsomme reformer af arbejdsmarkedet.

- Kritikken går på, at landene ikke tog den sociale dialog alvorligt. Man skal som det mindste høre arbejdsmarkedets parter, før man gennemfører så drastiske tiltag, siger LO-konsulent Jens Eriks Ohrt, der sidder i applikationskomitéen.

Reformerne har svækket jobsikkerhed, understøttelse og pensioner for millioner af arbejdere i de to lande. 57 procent af alle nye jobs i Italien er i dag lavtlønsjobs.

Enige om at være uenige

Uenighed om strejkeretten har blokeret for komitéens arbejde siden 2012, men nu er parterne nået til et kompromis.  Arbejdsgivere og fagbevægelse har været uenige om, hvorvidt konfliktretten er en del af ILO's konventioner eller ej.

- Vi er stadige enige om at være uenige, men også om, at det ikke skal hindre behandlingen af sager, siger Jens Erik Ohrt.

ILO behandlede i alt 24 sager fra hele verden. Komitéen sendte en hård kritik i retning af det afrikanske kongedømme Swaziland for fængslingen af menneskerettigheds-aktivister og krævede tilladelse af fagforeninger. Den 30. juni blev menneskerets-advokaten Thulani Maseko and journalisten Bheki Makhubu endelig løsladt efter et år i fængsel.

ILO henstillede til, at Mexicos regering slår ned på muligheden for at danne falske fagforeninger, der ikke repræsenterer arbejderne. Qatar blev fordømt for at benytte sig af tvangsarbejde. Algeriet, Belarus og Sydkorea kritiseres for at hindre faglig organisering.

Den 26. juni anerkendte Sydkoreas højesteret for første gang de papirløse migrantarbejderes ret til at organisere sig i fagforeninger.

Ny standard for den uformelle sektor

På konferencen vedtog ILO for første gang en standard for arbejdere i den uformelle sektor og en strategi for at hjælpe arbejdere over i formel økonomi. Over halvdelen af verdens arbejdere vurderes at arbejde i den uformelle sektor.

- De seneste år har vi set en stigende enighed mellem regeringer, arbejdere og arbejdsgivere om, at folk skal flyttes til formel beskæftigelse. Det er svært og kompliceret, men nu har vi en ramme, staterne kan arbejde inden for, siger Guy Ryder, generalsekretær i ILO.