OBS: Du er nu offline

1. maj:  3F samler ind til tamilske tøjarbejdere

Tøjindustrien vokser i de fattige tamilske områder i Sri Lanka. 3F’ere vil hjælpe til, at der følger rettigheder med.
Af 
 

3F’ere rundt om i landet samler ind til tamilske arbejdere i Sri Lankas tøjindustri fra 1. maj. Indsamlingen er sat i gang af 3F Silkeborg.

Tamilerne, der fortrinsvis bor i den nordlige del af landet, har været udsat for overgreb og krigsforbrydelser i 26 år og har endnu ikke opnået fuld ligestilling med landets øvrige befolkning.

Nu rykker landets tøjindustri ud til de fattige tamilske områder, der var præget af borgerkrig indtil 2009.  3F Silkeborg samler derfor ind til fagforeningen FTZ-GSEU, der organiserer tøjarbejdere i landets eksportzoner og nu gennemfører en kampagne for organisering og rettigheder i de tamilske områder. 

Arbejder for undgå etnisk uro

3F International opfordrer lokale afdelinger og tillidsfolk til at gå med i indsamlingen.

- Fagforeningen har altid lavet et godt stykke arbejde på et område, hvor det kan være forbundet med fare og afstraffelse at kræve sin ret. De har tilkæmpet sig overenskomster, og de arbejder aktivt for at undgå etniske uenigheder mellem befolkningsgrupperne, siger Knud Østergaard, kasserer i 3F Silkeborg.

Afdelingen har dannet et internationalt udvalg sammen med 3F i Midtjylland og Randers, der blandt andet arbejder med indsamlingen.

1. maj får Randers, Silkeborg, Horsens og 3F-afdelinger i hovedstadsområdet besøg af aktive fra FTZ-GSEU.

- Vi glæder os til at møde dem og høre mere om forholdene i Sri Lanka for at kunne styrke solidaritetsarbejdet femover, siger Ole Christensen, formand for 3F Randers. Byen har en relativ stor tamilsk befolkningsgruppe, som 3F-afdelingen håber at kunne inddrage.

3F International har samarbejdet med FTZ-GSEU i et Danida-støttet program indtil 2016, hvor arbejdet blev ramt af nedskæringer i udviklingsbistanden.

Der er omkring 5.000 arbejdere i det nordlige Sri Lanka, hvoraf de fleste er tamiler, og FTZ-GSEU forventer at kunne organisere mindst 1.000 af dem med støtte  fra 3F.

Fagforeninger har ingen adgang

I Sri Lankas eksportzoner er lønnen lav, og arbejdernes rettigheder krænkes ofte. Arbejdere, der organiserer sig i fagforeninger, risikerer at blive fyret eller forfulgt. 

- På papiret har arbejderne ret til at være i fagforening, men i realiteten gør mange virksomheder alt, hvad de kan, for at hindre det. Både juridisk og gennem chikane, trusler, fyringer og vold, fortæller Anton Marcus, formand for FTZ-GSEU.

Fagforeninger har som regel ikke adgang til zonerne, der er omgivet af vagter, mure og pigtråd. Mange kvindelige eksportzone-arbejdere kommer fra landområderne og bor i lejede værelser. De stilles ofte overfor krav om at stå seksuelt til rådighed for udlejeren.

Arbejdere vælger tøjindustrien fra

Tøjindustrien udgør lige knap halvdelen af alle landets eksportindtægter og skaffer landet omkring 30 milliarder kroner årligt. Mærker som Calvin Klein, Gap, Giorgio Armani, Nike, DKNY og Victoria’s Secret bliver produceret i landet.

De senere år har det dog været svært for tøjfabrikkerne at skaffe arbejdskraft nok. Omkring 15 procent af de opslåede stillinger er ubesatte. Baggrunden er, at forholdene er blevet for dårlige, sammenlignet med andre sektorer i landet. Nu flytter tøjfabrikkerne derfor til de tamilske områder for at finde arbejdskraft.

Tjener under 500 kroner om måneden

Det lykkedes i 2016 fagbevægelsen at få indført en national mindsteløn for den private sektor for første gang i landes historie. Den svarer til lidt under 500 danske kroner om måneden og ligger under fattigdomsgrænsen.

Nogle arbejdsgivere argumenter nu for, at mindstelønnen i de nordlige provinser bør ligge lavere end i andre dele af landet for at kunne gøre industrien konkurrencedygtig.

Man kan støtte de tamilske tøjarbejdere ved at sætte penge ind på konto: 5347 – 0355672