Endnu en faglig leder myrdet i Guatemala
Efter gentagne trusler og diskrimination af fagligt aktive blev en tillidsmand for kommunalarbejdere skudt af ukendte gerningsmænd.
Guatemala er blandt verdens allerfarligste lande for fagligt aktive. Omkring 75 tillidsfolk er blevet myrdet de seneste 10 år.
Så skete det igen. Endnu en fagforeningsaktivist har måtte lade livet i Guatemala. Det skete den 9. november.
To maskerede gerningsmænd skød og dræbte Eliseo Villatoro Cardona, organisationssekretær i kommunalarbejdernes fagforening, SEMOT, i Tiquisate i provinsen Esquintla. Han var på vej hjem fra arbejde på sin motorcykel da han blev beskudt fra en jagtende motorcykel. Han blev ramt, men forsøgte at undslippe. Morderne standsede for at give ham den dræbende skudsalve.
Fagforeningen SEMOT befinder sig i øjeblikket midt i en konflikt med den lokale kommune, som har stoppet lønudbetalingerne og fyret alle organiserede ansatte med den begrundelse, at de har brudt deres arbejdskontrakter. Fagforeningen er gået rettens vej for at få udbetalt den løn, de har til gode og for at få trukket de ulovlige fyringer tilbage.
Siden er konflikten blot eskaleret. I den seneste tid er kommunens borgmester begyndt at afskedige ikke-organiserede arbejdere og bebrejde fagforeningen for fyringerne, ifølge landsorganisationen MSICG.
Trusler fra kommunen
Ledere af SEMOT har sideløbende modtaget trusler fra kommunen, ifølge informationscentret Cerigua.
MSICG kræver nu, at Justitsministeriet stopper kommunens ulovlige fagforeningsbekæmpelse, iværksætter en reel efterforskning af drabet og garanterer sikkerheden for fagforeningens ledelse fremover.
Cardona er den tredje fagforeningsaktivist, der er blevet myrdet i Gutemala i år, ifølge Guatemalas højkommisariat for menneskerettigheder. Siden 2007 er flere end 70 faglige ledere blevet slået ihjel i landet.
3F International har i år samlet flere end 300.000 kroner ind til fagforeninger i Guatemala. Læs mere om kampagnen her.
På 3F Københavns generalforsamling i november blev der senest samlet næsten 4.000 kroner ind gennem indsamling og lotteri.