Colombia: Venstre-koalition vinder valg
Den 13. marts vandt alliancen ”Pacto Historico” parlamentsvalget i Colombia. Koalitionens præsidentkandidat Gustavo Petro er derfor favorit til at vinde præsidentvalget, der finder sted i maj og juni.
Hans vicepræsidentkandidat Francia Márquez kan dermed blive den første sorte politiker, der opnår landets næsthøjeste politiske post.
Centrum-venstre-koalitionen støttes af landets fagbevægelse. Et af de forbund, der har været på gaden for at sikre stemmer til alliancen er Transportarbejderforbundet SNTT, som arbejder sammen med 3F.
Gustavo Petro har under valgkampen slået til lyd for omfattende sociale reformer med sigte på større økonomisk lighed, mindre vold og en stabil fred i det uroplagede land. Colombia er et land med meget stor forskel på rig og fattig, og 40% lever under fattigdomsgrænsen.
Den politiske vold i Colombia er stadig massiv. Alene i år er 59 sociale ledere blevet dræbt, ifølge instituttet Indepaz. Præsidentvalgets første runde finder sted den 29. maj.
Konference: Fokus på Ukraine og platformsjobs
På 3F’s Solidaritetskonference 2022 holdt formanden for Ukraines kommunal- og servicearbejdere, Oleksii Romaniuk en tale om behovet for solidaritet.
Det skete som optakt til 3F’s indsamling til det krigshærgede land.
Konferencen samlede aktive 3F deltagere fra hele landet. En af deltagerne var Louise Kristine Larsen, der er gartner og medlem af 3F BJMF i København.
- International solidaritet har altid været en del af mig. Det forpligter. Derfor er det naturligt for mig at komme her på konferencen. Jo mere lige vi er, og jo mere vi arbejder sammen på tværs af grænser, desto mindre er risikoen for nye krige fremover, siger Louise Kristine Larsen.
3F Internationals personale fra regionalkontorerne i Bangladesh, Sydafrika og Colombia deltog også. De inviterede deltagerne til "speed-dating verden rundt".
Platformsarbejdere fra Danmark fortalte desuden, hvordan de samarbejder med fagforeninger og madbude i blandt andet Tyskland og Argentina for at sikre rettigheder for de nye løsarbejdere. Ofte er de ansat under de samme multinationale selskab.
Konferencen fandt sted den 18.-19. marts i Silkeborg og udviklede masser af gode ideer til 3F's kongresindsamling og internationale solidaritet.
Indien: 200 millioner i strejke
Den 28. og 29. marts gik ikke færre end 200 millioner indiske arbejdere i generalstrejke. Der var både tale om privat og offentligt ansatte i alle dele af landet.
Et samlet forum af fagforeninger stod bag strejken, der blandt andet krævede jobgaranti, offentlige investeringer i sundhed, uddannelse og landbrug og stop for privatisering.
Arbejdere ansat ved fabrikker, havne, byggefirmaer, banker, transportfirmaer, skoler, finansielle institutioner og offentlige kontorer nedlagde arbejdet under strejken.
Store grupper af demonstranter stoppede desuden for togtrafikken i delstaten Vestbengalen.