Der findes en top 10-liste, som ingen ønsker at se sig selv på: Listen over de ti værste lande for arbejderes rettigheder, udsendt af den globale faglige sammenslutning, Ituc.
I år hedder landene Bangladesh, Belarus, Ecuador, Egypten, Eswatini (tidligere Swaziland), Guatemala, Myanmar, Tunesien, Filippinerne og Tyrkiet.
Ituc’s årlige index viser faktisk, at det står værre til med arbejdernes rettigheder end nogen af de tidligere 10 år, organisationen har målt udviklingen med sit Global Rights Index .
Ret til strejke og overenskomster undertrykkes
Der er sket en forværring på næsten alle de parametre, Ituc undersøger: Undersøgelsen viser, at 9 ud af 10 lande undertrykker retten til at strejke – og i lande som Canada, Togo, Iran, Cambodja og Spanien er arbejdere endda blevet retsforfulgt for at nedlægge arbejdet.
8 ud af 10 lande undertrykker retten til kollektive forhandlinger.
77% af alle lande forhindrer nogle arbejdere i at organisere sig i fagforeninger, og 42 % undertrykker retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. Arbejdere er blevet arresteret og tilbageholdt i 69 lande – det gælder blandt andre faglige ledere i Myanmar, Hong Kong, Den Dominikanske Republik, Indien og Tyrkiet.
73% af alle lande har forhindret registrering af bestemte fagforeninger eller direkte forbudt dem.
Et af årets nye lande på top 10-listen er Ecuador, der har slået hårdt ned på folkelige protester for demokrati og faglige rettigheder, ikke mindst fra den oprindelige befolkning i landet.
Aktive arbejdere blev udsat for vold i 44 lande med en stigning af tilfælde i Mellemøsten og Afrika.
- Brug for en ny social kontrakt
Formanden for Ituc, Luc Triangle, ser udviklingen som et demokratisk problem:
- Når dialogen mellem stat og borger bryder sammen, og når regeringer sætter statsstyrker ind for at bekæmpe lovlig modstand, er demokratiet på spil, og den arbejdende befolkning lider under konsekvenserne.
- For at forny og etablere demokrati og for at støtte arbejdende mennesker har vi brug for en ny social kontrakt: Anstændige jobs retfærdige lønninger, social beskyttelse, grundlæggende rettigheder, herunder sikkert arbejde og sikring af lighed og inklusion skal i fokus, siger Luc Triangle.
Danmark ligger stadig i bedømmelsens bedste kategori – sammen med otte andre lande i verden.