3F deltager i et nyt dansk tiltag for at styrke demokratiske rettigheder i Østeuropa.
Det sker som en del af gruppen bag Den Ny Demokratifond, nedsat af Udenrigsministeriet. Fonden skal blandt andet ”fremme demokratisk organisering af civilsamfundet ” i lande øst for EU’s grænser: Hviderusland, Ukraine, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Moldova.
De øvrige medlemmer af gruppen er Dansk Industri (DI), Dansk Kulturinstitut, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og International Media Support (IMS).
Også et værn mod social dumping
3F vil arbejde for at styrke den faglige organisering og respekten for de faglige rettigheder på arbejdspladserne i de østeuropæiske lande. Demokrati og faglig organisering hænger nemlig tæt sammen, mener Tina Christensen, næstformand i 3F.
- Vi er overbevist om, at stærkere organisationer for og en respektfuld dialog mellem arbejdsmarkedets parter i EU's østlige nabolande vil bidrage til at skabe bedre arbejds- og levevilkår og fremme demokrati og menneskerettigheder, herunder ILO’s arbejdstagerrettigheder, siger Tina Christensen.
Og det handler ikke kun om Østeuropa, ifølge 3F’s næstformand:
- Når vi hjælper vores kolleger i EU's nabolande, hjælper vi samtidig også os selv med at undgå social dumping i Danmark. Vi ser desværre alt for ofte sårbare udenlandske kolleger groft udnyttet af kyniske bagmænd og arbejdsgivere, fordi de ikke kender til danske forhold, siger Tina Christensen.
Bygningsarbejdere bliver udnyttet
3F støtter i forvejen faglige organisationer i regionen. Blandt samarbejdspartnerne er bygningsarbejderne i Ukraine.
- De fleste ukrainere drømmer om et arbejde i udlandet, hvor lønnen er bedre. Tusinder af bygningsarbejdere søger jobs i Polen, mens polske arbejdere tager til Danmark og Tyskland, siger Vasyl Andreyev, formand for bygningsarbejderforbundet Profbud.
- Mange ender med at blive udnyttet fordi de ikke kender deres rettigheder og mindstelønninger i de lande, de kommer til. Derfor kæmper jeg for at oplyse mine medlemmer om deres rettigheder i udlandet og samarbejder med søsterorganisationer i andre lande, som f.eks. 3F i Danmark, siger Vasyl Andreyev.
Han forklarer, at retten til organisering og kollektive aftaler er under pres i Ukraine, og at alliancer på tværs af landegrænserne derfor er helt centrale.
Ukrainsk 3F’er: Jeg vil hjælpe andre
Der er næsten 5.000 ukrainske landbrugsarbejdere i Danmark. Kun cirka hver sjette er medlem af 3F.
En af dem, der arbejder med at organisere ukrainerne i Danmark, er Alla Navrotska fra 3F Odense GOPS. Hun er fra Ukraine og også en del af 3F’s internationale solidaritetsarbejde med sit hjemland.
- Jeg har skabt mig et godt arbejdsliv i Danmark, ikke mindst takket være 3F, som hjalp mig til at forstå mine rettigheder og pligter. I dag arbejder jeg for at hjælpe mine landsmænd til bedre at forstå forholdene i Danmark, så de ikke bliver udnyttet, siger Alla Navrotska.
Den Ny Demokratifond har et budget på 50 millioner kroner fra 2020-22. En del af pengene ligger i to puljer. Der kan søges om støtte til mindre samarbejdsprojekter mellem civilsamfunds organisationer i hhv. Danmark og de seks østlande fra en af puljerne.
Læs mere om fonden her eller kontakt 3F International
Se video om indsatsen her.