Mindst 19 faglige ledere er blevet myrdet i Colombia i 2018 frem til august. Næsten to år efter at fredsaftalen blev underskrevet, er antallet af mord på sociale og faglige aktivister steget kraftigt.
Udover de 19 drab på fagforeningsfolk er der registreret 16 drabsforsøg, 161 voldelige overfald og 35 angreb på fagforeningslokaler mod ni i 2017.
Siden 1. januar 2017 er i alt 343 sociale ledere fra forskellige bevægelser blevet myrdet.
En del af problemet menes at være, at de tidligere paramilitære soldater i dag opererer i kriminelle organisationer og som lejemordere.
Tidligere paramilitære fortsætter drab
En rapport fra landets Sandhedskommission peger på, at mange af de paramilitære grupper tidligere har været tilknyttet den økonomiske elite: Godsejere, erhvervsfolk og virksomheder. Selvom de formelt blev afviklet mellem 2003 og 2006, opererer de stadig på vegne af de samme interesser, konkluderer kommissionen.
“Disse grupper er ansvarlige for hovedparten af de angreb, som finder sted mod personer, der forsvarer menneskerettighederne. Ofte personer, som forsvarer implementeringen af Fredsaftalerne, ikke mindst jordreformer om tilbagelevering af jord. Dette arbejde går direkte imod den økonomiske elites interesser,” lyder det fra kommissionen.
Mange af de nye grupper stammer fra den paramilitære bevægelse AUC, der bekæmpede FARC, viser rapporten. Samtidig rapporteres det, at nogle skuffede FARC-medlemmer vender tilbage til tidligere tiders væbnede måde at tjene penge på.
OECD må handle
Den internationale fagbevægelse kræver handling.
- Desværre bekræfter udviklingen, at colombianske fagligt aktive og andre forkæmpere for menneskerettigheder og fred allerede betaler en høj pris. Regeringen er ikke i stand til at beskytte den arbejdende befolkning og sikre fredsprocessen, siger Christy Hoffman, formand for det internationale fagforbund, UNI, der overvåger situationen.
Han opfordrer de rigeste lande til at tage affære:
- Colombia forventes at blive medlem af OECD inden årsskiftet, og den internationale arbejderbevægelse opfordrer OECD til at tage de nødvendige skridt for at sikre, at landet overholder betingelserne for medlemskab - som beskyttelse af fagligt aktive som en del af befolkningens menneskerettigheder, siger Christy Hoffmann.
Konflikt om jord og minedrift
62 procent af mordene er registreret i provinser med et stort antal mine- og infrastrukturprojekter. Det er samtidig områder med illegal coca-produktion, hvor der er lavet aftaler om frivillig overgang til lovlige afgrøder.
Nogle af områderne var tidligere kontrolleret af guerillaen og er i dag genstand for territoriale stridigheder.
Sandhedskommissionen konkluderer, at de colombianske myndigheder ofte ser lokalsamfundene og de sociale ledere som interne fjender, der er imod dæmninger, minedrift og store landbrugsprojekter.