Efter 1 år og 10 måneder med militærstyre fortsætter kampen for demokrati i Myanmar.
Fagbevægelsen og de demokratiske bevægelser prøver konstant at finde nye veje til at bekæmpe militærjuntaen, der samtidig skærper undertrykkelsen. Men de har brug for mere støtte udefra. Det pointerer Khaing Zar, forkvinde for industriarbejderforbundet IWFM.
Den 1. december angreb Myanmars militær Sal Lingyi og tre andre landsbyer i den centrale del af landet og satte ild til adskillige huse. 39 medlemmer af industriarbejderforbundet IWFM mistede deres hjem ved den lejlighed. De var medlemmer af CDM – Civil Disobedience Movement (Civil Ulydighedsbevægelsen, red.) – og soldaterne gik direkte efter fagligt organiserede medlemmer og andre modstandere af regimet, fortælles det.
- En faglig leder fortalte: Soldaterne havde en liste over CDM-medlemmer og gik ud fra listen – fra hus til hus og brændte dem af, siger Khaing Zar, forkvinde for industriarbejderforbundet IWFM.
Sandsynligvis kan endnu flere medlemmer have mistet deres hjem ved brandangrebet. Vi har fået oplyst, at fagligt aktive fra minesektoren også har fået deres huse brændt ned, fortæller Khaing Zar.
I alt meddeles det, at omkring 1000 huse er brændt ned ved angrebet.
Brandattentaterne er en af militærdiktaturets våben mod befolkningens krav om demokrati. Og det er én ud af mange grunde til, at omverden skal reagere nu, mener Khaing Zar. Det gælder ikke mindst EU og en række store globale tøjselskaber. Hun kritiserer blandt andet, at EU stadig har et projekt i gang med tøjselskaber og fabrikker i Myanmar.
- EU sender millioner af dollars ind i tekstilindustrien i Myanmar og samarbejder med ngo’er, der accepterer militærdiktaturet. Det er med til at legitimere styret. På den måde støtter EU ikke den demokratiske bevægelse og fagbevægelsen, men reelt juntaen. Det lader til, at EU er under indflydelse fra de store virksomheder. Det må stoppe nu, siger Khaing Zar.
Rapport: Umuligt at handle etisk i Myanmar
EU-projektet SMART Myanmar underviser blandt andet arbejdsmarkedets parter i mægling og dialog. Forudsætningen er, at retten til faglig organisering og kollektive forhandlinger skal respekteres. Men det er reelt helt umuligt i Myanmar. Det vurderer ETI, det etiske handelsinitiativ i en rapport. Konklusionen er klokkeklar: Man kan ikke handle etisk og ansvarligt som tøjselskab i Myanmar. Alligevel køber en række store kæder stadig tøj i landet, blandt andre H&M, Bestseller, Adidas og Zara.
- Selskaberne kender til konklusionen, og har gjort det i et stykke tid. Alligevel fortsætter de sammen med EU med at være aktive i Myanmar og dermed støtte militærdiktaturet politisk og med livsnødvendig hård valuta, siger Khaing Zar.
Det internationale industriforbund, IndustriAll, og fagbevægelsen i Myanmar er derfor gået i dialog med en række tøjselskaber om at forlade landet.
Hun forklarer, at tekstilarbejderne tjener 1,13 dollar (8 kr.) om dagen, men mange fabrikker hyrer daglejere til mindre end 1 dollar om dagen, samtidig med at produktionsmålene bliver sat op for arbejderne, så de skal knokle mere.
- Vi beder brands’ene forlade Myanmar. Arbejderne har ikke noget at tabe ved det.
Inflationen stiger, og tekstilarbejderne sulter, mens de er i arbejde. Argumentet for at blive er, at beskytte de ansattes jobs. Men er firmaerne bange for, at arbejderne skal miste deres arbejde - eller er de selv bange for at miste et marked, spørger Khaing Zar.
Modstandsbevægelsen kræver samtidig, at FN anerkender den demokratiske skyggeregering og dens ambassadører i stedet for militærregeringen.
Nye former for modstand vokser frem
Det er i øjeblikket ikke muligt at arrangere store demonstrationer i Myanmar på grund af styrets undertrykkelse. Til gengæld har 400.000 mennesker været involveret i civil ulydighed mod styret – blandt andet store arbejdsnedlæggelser på fabrikkerne. Heraf er 100.000 blevet fyret.
- Militæret møder op for at anholde faglige ledere, når arbejderne strejker, og hvis det er nødvendigt, går de fra hus til hus for at finde de fagligt aktive. De risikerer drab og tortur, siger Khaing Zar. Blandt landets politiske fanger er omkring 60 fagforeningsfolk.
Alligevel fortsætter modstanden.
- Der er lokale demonstrationer og flash mobs rundt om i landet. Og mange mennesker deltager i i nej-kampagner: De nægter at betale strøm og skat og boykotter militærets firmaer. Lokalt har militærets repræsentanter været tvunget til at gå af efter folkeligt pres. Samtidig forgår der stadig væbnet modstand, fortæller Khaing Zar.
Fabrikker lukker
Situationen betyder. at militæret skærper undertrykkelsen mod befolkningen.
- Mange fagligt aktive må forlade deres hjem og flygte eller gå under jorden. De mister deres hjem og deres indtægt og risikerer deres liv og helbred, når de kræver rettigheder på arbejdspladsen, siger fagforeningslederen.
Der er omkring 1,3 millioner internt fordrevne i Myanmar.
De seneste to år har landet tabt millioner af arbejdspladser på grund af recession og politisk uro.
140 fabrikker er blevet lukket i år, og de færreste ansatte har fået udbetalt den erstatning, de havde ret til.
Fagforbundene forsøger at føre faglige sager, når regler og overenskomster bliver krænket, men det er vanskeligt under forholdene. Khaing Zar forklarer, at de arbejdere, der informerer fagbevægelsen om problemer på fabrikkerne, bliver tilbageholdt, truet og afhørt af militæret.