OBS: Du er nu offline

Organisering i besættelsens skygge

Den faglige kamp starter ude på arbejdspladserne, også i et Palæstina præget af vold og undertrykkelse
Danske tillidsfolk mødes med palæstinensiske kolleger for at diskutere faglig organisering under svære vilkår
Danske tillidsfolk mødes med palæstinensiske kolleger for at diskutere faglig organisering under svære vilkår
Af Jonas Devantier, international rådgiver i 3F

Fagligt arbejde under en besættelse er alt andet end nemt.

Tre medlemmer af 3F's Palæstina-netværk besøgte i november stenbrudsarbejdere i Palæstina for at diskutere faglig organisering.

Det skete som en del af 3F's program til støtte for den palæstinensiske fagbevægelse.

3F'erne Bo Riis-Nielsen, Olaf Schroeder-Løndorf og Mohamad Alfar, underviste i fem dage arbejdere fra de lokale stenbrud og fagforeningsfolk fra byen Beit Fajjar, cirka 10 km fra Betlehem.

Byen har omkring 15.000 indbyggere og ligger ved siden af den store israelske bosættelse Efrat. Området er intensivt overvåget af den israelske besættelsesmagt.

- I løbet af de sidste måneder har der været mange voldelige sammenstød mellem palæstinensere og israelere i området. Bosættere er blevet kørt ned og adskillige palæstinensiske børn er blevet kidnappet og fængslet uden dom af det israelske militær, fortæller Olaf Schroeder-Løndorf, næstformand i stilladsarbejdernes klub i København.

- Men på trods af den voldsomme baggrund, viste folk overraskende stor glæde og vilje til at lære nyt og forbedre det faglige arbejde. Med nogle få ændringer gennemførte vi et organiseringskursus, som vi kender fra Danmark.

En blomst gror nedefra

Træningen fokuserede på opbygning af et fælleskab på arbejdspladserne. Deltagerne gennemførte samtaler med deres kolleger for at udvælge sager, som folk finder vigtige og vil kæmpe for. Kampe, som kan vindes – og som dermed skaber sammenhold, tro på egne kræfter og giver mod til større kampe.

De fleste nævnte løn, som et af de væsentlige ønsker, men det blev også diskuteret, at det kan være bedre at fokusere på de mere enkle og lettere sager i starten.

- Ansatte i fagforeningerne deltog på samme vilkår som medlemmerne. Som noget nyt betød det, at vinklen udelukkende var på medlemmernes situation på arbejdspladsen. Førhen havde fagforeningen bestemt meget fra kontoret, men nu blev udgangspunktet vendt om, siger Olaf Schroeder-Løndorf.

Deltagerne besluttede sig for at sætte fokus på de alvorlige problemer med sundhedsfarligt støv og støj i stenbrudene.

- Det står klart, at det er medlemmerne og de enkelte arbejdere, der skal bygge et fællesskab på arbejdspladserne. En blomst gror jo nedefra op og ikke oppe fra og ned, konkluderede Mohammad Issa, talsmand for den lokale fagforening i Beit Fajar efter workshoppen.


Solidaritet fortsætter trods nedskæringer

Flere af arbejdsgiverne i Beit Fajjar kom undervejs forbi og spurgte ind til, hvad bygningsarbejderforbundet havde startet. Den fornyede interesse fra arbejdsgiverne kan gøre det nemmere for forbundet at forhandle om implementering af en overenskomst, som parterne underskrev i oktober i år.

Stenbrudssektoren i Beit Fajjar omfatter omkring 185 virksomheder, nogle med otte ansatte, andre med helt op til 70 arbejdere.

Der blev også undervist i, hvordan forbundet kan arbejde med at finde meningsdannere og tillidsfolk på arbejdspladserne. Solidaritetsgruppen håber at kunne fortsætte samarbejdet fremover.

- Selv om 3F's Danida-støttede program bliver skåret væk, fortsætter den faglige solidaritet, og vi håber at kunne komme tilbage og hjælpe til med organisering, bl.a. i stenbrudene og i landbruget, fortæller Olaf Schroeder-Løndorf.