OBS: Du er nu offline

OK21:  Ekspert: Arbejdsgiverne har gode kort på hånden

Fredag indledes forhandlinger om løn- og arbejdsforhold for en halv million kommunalt ansatte. Og med statens forlig fra sidste uge in mente står arbejdsgiverne med visse fordele, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker.

Der er lagt op til weekendlange kommunale overenskomstforhandlinger. Her fra forhandlingerne i 2018, der endte i Forligsinstitutionen. (
	Arkiv / Mads Claus Rasmussen /  Ritzau/Scanpix)
Der er lagt op til weekendlange kommunale overenskomstforhandlinger. Her fra forhandlingerne i 2018, der endte i Forligsinstitutionen. ( Arkiv / Mads Claus Rasmussen / Ritzau/Scanpix)
Af 
 

I strålende solskinsvejr kunne forhandlerne for de kommunale arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer med pæn corona-afstand træde ind i Kommunernes Landsforenings hovedkvarter fredag eftermiddag.

Her er der lagt op til weekendlange drøftelser om løn- og arbejdsforholdene for en halv million kommunalt ansatte.

I 3F har formanden for Den Offentlige Gruppe, Lydia Callesen, taget “den store tube tandpasta med”, siger hun.

- Jeg glæder mig, og jeg håber på, at vi kan sætte så mange 3F-aftryk på forhandlingerne som muligt, siger Lydia Callesen.

Artiklen fortsætter under videoen

De gode kort på hånden

Målt over for hinanden sidder kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler, dog med flere trumfer end hans modpart Mona Striib, der er formand for Forhandlingsfællesskabet.

Det vurderer lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl.

- Arbejdsgiverne sidder med nogle gode kort på hånden. De har et smalt forlig på statens område, der kom i hus i sidste weekend, og så ser vi ind i en usikker økonomisk fremtid, siger Laust Høgedahl.

Forhandlingerne faldt i hak for de 180.000 statsansatte lørdag 6. februar. Det endte med, at lønnen stiger med 4,42 procent over de næste tre år. Den samlede økonomiske ramme var på 6,75 procent over tre år.

Ikke prangende

Men det resultat blev ikke modtaget særligt pænt af Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet, der både forhandler på de kommunalt og regionalt ansattes vegne.

Det ser “ikke prangende ud”, lød det fra Mona Striib, og “knasterne stod i kø”.

- Det er jo ikke mejslet i granit, at det kommunale forlig skal lægge sig inden for den samme ramme, som staten har lavet, men det er kutymen. Men derfor kan der sagtens være noget i indholdet, der bliver anderledes, vurderer Laust Høgedahl.

På det statslige område kom lønmodtagerne ikke igennem med kravet om en fritvalgsordning, som er idéen med, at man frit kan vælge mellem penge, pension eller frihed. En ordning, der fik et boost ved de private overenskomstforhandlinger i 2020.

Fritvalg regner Laust Høgedahl heller ikke med vil blive indført ved dette års kommunale forhandlinger. Dér, hvor arbejdsmarkedsforskeren til gengæld ser nogle muligheder, er i de to puljer, der blev en realitet ved de stormomsuste forhandlinger i 2018: Lavtlønspuljen og ligelønspuljen.

Det er to puljer, der reelt øremærker ekstra lønstigninger til store lavtlønsgrupper og kvindegrupper. Det gælder for eksempel en lavtlønsgruppe som rengøringsassistenterne og en kvindegruppe som pædagogerne.

- Man vil gå efter at bevare puljerne, men det bliver spændende at se, om den andel, som går til de her puljer, udvides, siger Laust Høgedahl.

Corona er den blinde makker

Hvor arbejdsgiverne kommer til at smide corona-kortet som et argument for at holde tilbage med lønstigninger, kommer de kommunale lønmodtagere til at bruge kortet lige modsat.

Særligt pædagogernes fagforening, BUPL, og Sundhedskartellet, som blandt andet omfatter sygeplejerskerne, vil bruge den offentlige sympati, de har fået under corona-pandemien, til at markere sig under forhandlingerne.

- Der er skabt nogle høje forventninger til resultatet ude i landet hos dem, der føler, at de har stået i frontlinjen. Der er ingen tvivl om, at de forventer noget ekstra, siger Laust Høgedahl.

Heroverfor står arbejdsgiverne, der maner til samfundssind og økonomisk tilbageholdenhed.

- Så når Mona Striib er ude at sige, at “knasterne holder i kø efter statens forlig”, så handler det jo også om, at hun ved, at hun er på en svær opgave. Men så kan hun løfte skylden lidt væk fra sig selv, siger Laust Høgedahl.

Begge parter har dog overordnet en interesse i, at det hele kommer til at ende stille og roligt i år.

- Der har været så meget konflikt og så anspændte forhold i det offentlige under flere overenskomstforhandlinger nu, at der er en stor vilje til at lande en aftale i år, siger Laust Høgedahl.

I næste uge fortsætter forhandlingerne om løn- og arbejdsvilkår for de ansatte i regionerne.