OBS: Du er nu offline

Fem gode råd til en sund og nem madpakke

Det behøver ikke at være et stort og tidskrævende stykke arbejde at lave en madpakke, som både mætter og er sund at spise. Kokken Anders Nicolajsen viser, hvordan det kan gøres.
Af 
 
Af 
 

En sund madpakke skal være nem, enkel og lækker. Ellers mister man modet. Sådan lyder det fra kok Anders Nicolajsen, som arbejder for Fødevarestyrelsen.

Her kommer hans fem bedste råd til, hvordan du kan lave en lidt grønnere og mindre kalorietung madpakke - uden at det bliver bøvlet:

1) Sandwich

Læg to rugbrødsmadder sammen som en sandwich. Det giver plads til masser af fyld, uden det flyver ud over det hele. Fyld den godt op med pålæg, salat og grøntsager.

2) Snyd, snyd, snyd

Snyd alt, hvad du kan. Det er helt i orden at tage den nemme løsning, hvis overskuddet ikke er til at lave alting fra bunden. Der kan i dag købes mange nemme, gode og sunde produkter. For eksempel kan man finde revne gulerødder eller snittet salat i supermarkederne.

3) Tag rester med

Omfavn variationen. Det skal være en spændende madpakke. Ellers har man ikke lyst til at spise den. Rester fra aftensmad dagen før er derfor ideelt at tage med på madpakken. Eksempelvis er en fiskefrikadelle oven på rugbrød sammen med revet gulerod eller salat godt.

4) Skrot smørret

Som kok kan det godt gøre ondt at sige, men smør smager ikke af meget i madpakken i forvejen. Erstat det i stedet med eksempelvis flødeost, humus eller pesto.

Anders Nicolajsen bliver bakket op af sin kollega Trine Grønlund, som er ernæringsekspert i Fødevarestyrelsen. Ifølge hende kan man også starte med at smøre et tyndt lag smør på brødet i stedet for et tykt. Ved at gå væk fra tandsmørret vil du på en enkelt uge spare cirka lige så mange kalorier, som der er i seks Snickers-barer.

5) Lær at elske sennep

Der findes utallige smagsvarianter af sennep - alle med masser af smag. Og så er sennep fattig på både kalorier og fedt i forhold til smør og mayonnaise. Sennep fungerer godt som både smørelse og dressing.

En sundere livsstil

Hvis man beslutter at skære ned på fedt og sukker og kaste sig ud i en sundere livsstil, så husk at gøre det over tid og i små skridt. Sådan lyder anbefalingen fra ernæringsekspert Trine Grønlund.

- Jeg er stor fortaler for, at man ikke ændrer alle sine vaner over natten. Det kommer der intet godt ud af. Det kommer der kun øv-oplevelser ud af, og det forstærker lysten til usunde ting, siger Trine Enevold Grønlund.

Her giver Trine Grønlund nogle brugbare råd til en sundere livsstil.