OBS: Du er nu offline

Flertal af 3F'ere:  Vi kan ikke arbejde frem til folkepensionen

Knap halvdelen af 3F's medlemmer forventer ikke, at de kan arbejde frem til folkepensionsalderen, hvis de fortsætter i deres nuværende job.

Dårlige arbejdsstillinger, tunge løft, smerter og træthed er hverdag for mange 3F'ere, og over 4 ud af 10 forventer ikke at kunne blive i deres job frem til pensionsalderen. (
	Arkiv / Billedbureauet Colourbox)
Dårlige arbejdsstillinger, tunge løft, smerter og træthed er hverdag for mange 3F'ere, og over 4 ud af 10 forventer ikke at kunne blive i deres job frem til pensionsalderen. ( Arkiv / Billedbureauet Colourbox)
Af 
 

Hårdt fysisk og ensidigt arbejde. Mange tunge løft og dårlige arbejdsstillinger.

Sådan er hverdagen for mange 3F’ere, og det sætter sine spor. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for 3F blandt et repræsentativt udsnit af fagforbundets medlemmer.

Knap halvdelen af 3F’ere forventer ikke, at de kan arbejde i deres nuværende job frem til, at de kan gå på pension. Det er alarmerende, men ikke overraskende, mener Per H. Jensen, der er professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning og SeniorArbejdsLiv samt har forsket i nedslidning og seniorers tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

- Når man spørger folk, om de forventer at kunne arbejde frem til, at de kan gå på pension, svarer de kortuddannede og dem med et hårdt fysisk arbejde nej. De kan ikke holde til det, siger Per H. Jensen.

Stigende ulighed i dødelighed

Han er forfatter til bogen Seniorarbejdsliv, der udkom sidste år. Her var billedet fuldstændig det samme som i den nye undersøgelse.

- Der er mange mennesker, som slet ikke kan leve op til de pensionsreformer, der er blevet gennemført. De er simpelthen ikke i stand til at arbejde frem til, at de når pensionsalderen, siger Per H. Jensen.

I 2040 forventes folkepensionsalderen af være 70 år, men virkeligheden er ved at indhente politikerne, mener Per H. Jensen.

- Først kom efterlønsreformen, så seniorpensionen og senest Arne-pensionen, hvor du kan gå på tidligere på pension, hvis du har været længe på arbejdsmarkedet. Så politikerne kan jo godt se, at nogle grupper har problemer med at blive længe på arbejdsmarkedet. Men Arne-pensionen er utilstrækkelig i forhold til, hvor mange der har behov for at kunne trække sig tidligere tilbage, siger Per H. Jensen.

Han påpeger, at pensionsalderen stiger ud fra, at vores forventede levetid stiger.

- Men levetiden stiger ikke for de dårligst stillede. Der er en stigende ulighed i dødelighed og en gruppe mennesker som 3F’erne på arbejdsmarkedet, som risikerer at dø, inden de kan gå på pension, siger han.

Behov for politisk indgreb

Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, mener, at der er behov for handling.

- Alt for mange af vores medlemmer har et hårdt fysisk og psykisk job. De oplever et arbejdsmiljø, der fører til ulykker, nedslidning, nedsat arbejdsevne, sygefravær og i sidste ende et kortere arbejdsliv. Det skal der laves om på, siger hun.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER GRAFIKKEN

Ulla Sørensen understreger, at udfordringerne i at kunne holde til sit job kun vil blive større i takt med, at pensionsalderen stiger.

Derfor er der brug for, at politikerne på Christiansborg går forrest og dikterer, at arbejdsgivere, virksomheder og Arbejdstilsynet øger indsatsen for at forebygge nedslidning og arbejdsulykker samt forbedrer det psykiske arbejdsmiljø, mener hun.

- De ansvarlige skal straffes mærkbart, hvis de svigter deres opgave og ansvar for deres medarbejderes trivsel, sikkerhed og sundhed, siger Ulla Sørensen.

Træthed går ud over privatlivet

Undersøgelsen fra Analyse Danmark viser også, at træthed er en tro følgesvend for mange 3F’ere.

Knap 8 ud af 10 er “i høj grad” eller “i nogen grad” trætte efter fyraften, og over halvdelen af 3F’erne oplever, at arbejdet dagligt eller ugentligt tager energi fra deres privatliv.

Til sammenligning viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs rapport “Arbejdsmiljø og Helbred 2018”, at i gennemsnit godt 6 ud af 10 danske lønmodtagere i “høj grad” eller “i nogen grad” er trætte efter en arbejdsdag.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER GRAFIKKEN

Kæmpe økonomisk potentiale

I 2018 vurderede et ekspertudvalg i arbejdsmiljø under den forrige regering, at dårligt arbejdsmiljø koster det danske samfund op mod 80 milliarder kroner om året i form af udgifter til sygedagpenge, sundhedsvæsenet, produktionstab for virksomhederne og manglende skatteindtægter.

- Dårligt arbejdsmiljø er en dårlig forretning for os alle, og der er et kæmpestort økonomisk potentiale til forbedringer. Tidligere undersøgelser har vist, at over 8 ud af 10 af vores medlemmer dagligt døjer med smerter på jobbet, og hver femte 3F’er forlader i dag arbejdsmarkedet, når de er 60 år. Fordi de dør eller ikke kan holde til at arbejde mere. Så der er nødt til at ske noget, siger Ulla Sørensen.

- Det er helt afgørende med et sikkert og sundt arbejdsmiljø, hvis flere 3F’ere skal kunne blive i deres job og arbejde, til de når pensionsalderen, siger hun.