OBS: Du er nu offline

3F i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet

3F samarbejder med fagbevægelsen i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet (MENAT) om at sikre ordentlige jobs, også til flygtninge
foto jordan hoej

Foto: © ILO Nisreen Bathish 2018

Den syriske borgerkrig har skabt verdens største flygtningekrise. Mere end 5 millioner syrere er flygtet. Det store flertal af dem opholder sig i nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet. Den massive tilstrømning af flygtninge presser arbejdsmarkederne i regionen og har givet fagbevægelsen nye store udfordringer i forhold til at bekæmpe grov udnyttelse af illegal og uorganiseret arbejdskraft og social dumping i form af forringelse af løn og arbejdsvilkår.

Det arbejder vi for i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet 

3F støtter søsterorganisationer i regionen med finansiering og faglig rådgivning. Støtten tager udgangspunkt i de lokale fagforeninger og forbunds egne strategiske planer, at styrke deres organisatoriske udvikling og udveksling af erfaringer mellem faglige organisationer på tværs af lande og regioner. 

3F International støtter arbejdet med at:

  • Styrke de lokale fagforeninger, så de bedre kan forhandle sig til gode forhold på arbejdsmarkedet 
  • Bedre integration af flygtninge på det lokale arbejdsmarked
  • Forsvar mod social dumping  
  • Styrket social dialog
  • Kompetenceafklaring og teknisk uddannelse af flygtninge 

Ved at støtte lokale fagforeninger, så de bl.a. bedre kan organisere flygtninge, bidrager vi til et mere stabilt arbejdsmarked med respekt for arbejdstagerrettigheder. Derfor arbejder 3F International og vores søsterorganisationer for at flygtninge bliver en aktiv del af fagbevægelsen i nærområderne og deltager i kampen mod social dumping.

At være faglært og have papir på sine kompetencer er et vigtigt redskab til at få et job med ordnede forhold. Derfor har vi sammen med vores søsterorganisationer også fokus på at sikre flygtninge teknisk uddannelse, afklaring af kompetencer og dokumentation på faglighed. Det vil gavne dem uanset om de bliver i nabolandene, tager tilbage til Syrien eller søger mod Europa. 

Dem arbejder vi med i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet 

Indtil videre har det regionale program fokus på søsterorganisationer i Jordan, Libanon og Tyrkiet indenfor byggeri, men der er planer om at udvide samarbejdet til tekstil og beklædning

3F støtter også udvikling af regionale netværk gennem det globale bygningsarbejderforbund, BWI, som koordinerer aktiviteter og deler viden i hele regionen. Netværket mødes to gange årligt for at blandt andet at planlægge fælles informationskampagner, koordinere arbejdet med multinationale virksomheder, og indgå samarbejdsaftaler om arbejdsmiljø, dokumentation af arbejdsskader, og oplysning om lokale arbejdstagerrettigheder til migrantarbejdere. 

Sammen med Dansk Industri støtter 3F arbejdsmarkedets parter i at tage initiativer til bedre integration af flygtninge. Dette sker gennem indsatser for at forbedre den sociale dialog og derigennem skabe ordnede forhold indenfor særligt byggeri, landbrug, og tekstil og beklædning-sektoren.