Det kan betale sig at slå pjalterne sammen, når man vil arbejde med international solidaritet. Det har de fundet ud af i det midtjyske, hvor 3F-afdelingerne i Silkeborg, Midtjylland og Randers er begyndt at arbejde sammen i et fælles internationalt udvalg med fokus på tekstilsektoren i Asien.
- Vi besluttede os for at begynde at læne os op ad hinanden for cirka et år siden, og det har været med til at skabe større aktivitet, siger Ole Christensen, formand for 3F i Randers.
Han håber, at andre afdelinger vil lade sig inspirere af metoden for på den måde at sparke gang i det internationale solidaritetsarbejde.
3F Silkeborg havde i forvejen mange års erfaring med internationalt solidaritetsarbejde og aktive medlemmer, der kunne være med til at rejse arbejdet i de øvrige byer.
Støtter tøjarbejdere i Sri Lanka
De midtjyske 3F-afdelinger støtter især tøjarbejdere i Sri Lanka gennem forbundet FTZ-GSEU.
- Det er gode folk, som kæmpede i 20 år alene for retten til at stå i en fagforening. Nu arbejder de blandt andet med at organisere tamiler i det nordlige Sri Lanka, hvor lønnen er lavere og de faglige rettigheder under stort pres. Det er et område, der først er blevet tilgængeligt, efter at borgerkrigen sluttede i 2009, fortæller Knud Østergaard, der er tidligere kasserer i 3F Silkeborg.
Sidste efterår fik 3F-afdelingerne besøg af aktive fra det srilankanske forbund.
- Vi får meget ud af sådan et besøg, og det gør de virksomheder, som gæsterne kommer ud på, også. I Randers samarbejdede vi blandt andet med en lokal tamilsk forening, som på den måde fik gode forbindelser til fagforeningen både her i byen og i Sri Lanka, siger Ole Christensen.
Undervejs boede de udenlandske fagforeningsfolk privat hos de aktive 3F’ere, og det skabte tætte bånd.
- Det var helt klart med til at skabe nogle relationer, der rykker. Når folk kommer hjem og sidder i dit køkken, tør de pludselig åbne op og stille nogle andre, lidt svære spørgsmål, fordi det bliver mindre formelt, siger Helle Engelund, der er aktiv i udvalget.
Samlede 50.000 ind
Sidste år samlede gruppen 50.000 kroner ind til de srilankanske arbejdere, blandt andet gennem lotterier ved generalforsamlinger og julefrokoster.
- FTZ-GSEU vil bruge pengene på at organisere 1.000 nye medlemmer på tre fabrikker og få flere fagligt aktive kvinder på kurser, og de er i fuld gang med arbejdet, fortæller Knud Østergaard.
Tøjarbejderne i Sri Lanka har blandt andet haft glæde af en særlig solidaritetsfond, som er en del af 3F’s overenskomst på virksomheden Mascot i Silkeborg: Her går en fast del af lønnen til det internationale arbejde.
Lige nu støtter det fælles internationale udvalg i Silkeborg, Midtjylland og Randers strejkende arbejdere på handskefabrikken ATG i Sri Lanka. Læs mere om deres kamp her.