OBS: Du er nu offline

Randers

Klik her for at læse, hvad medlemmerne i Randers kom med af gode inputs til forhandlingerne. Du kan også se, hvordan de stemte, og der er også både video og billeder fra mødet.
Medlemsmøde i Randers
Medlemsmøde i Randers

Opsamling fra Randers

Omkring 75 veloplagte medlemmer var mødt op d. 11. maj i 3F Randers. Det blev til gode debatter, som altid med udgangspunkt i de syv emner: økonomi, udenlandsk arbejdskraft, arbejdstid, arbejdsmiljø, prislister, uddannelse og tillidsvalgte. Her kommer hovedpunkter fra udvalgte emner.

Uddannelse 
Det er en udfordring, at mange ældre på pladserne ikke ser mulighederne i efteruddannelse. Derudover blev det pointeret, at efteruddannelsestilbuddene er begrænsede, hvorfor det ikke prioriteres. Derfor er der et behov for at gentænke hvordan vi efteruddanner, samt om hvorvidt f.eks. teleskoplæsser skal være en efteruddannelse. 

Økonomi og prislister
Der er behov for at hæve minimallønnen for alle, så vi får et samlet løft af lønningerne i byggeriet. Den faste timeløn kommer via akkorden, hvorfor det er vigtigt at prislisterne følger niveau. Angående prislister blev det understreget, at der er behov for at de unge lærer mere om akkorden. Samtidig bør der ses på pensionen, som trænger til et godt nyk op. Der kan også med rette ses på hvordan SH-udbetalingen er sammensat. Det var derudover et forslag at lave en 1-årig overenskomst på grund af den stigende inflation. 

Udenlandsk arbejdskraft
Det blev understreget at det er altafgørende, at vi har vores udenlandske kollegaer med i fagforeningen og at kendskabet til den danske model udbredes. En måde at gøre dette på kunne være at tilbyde dansk-kursus til vores udenlandske kollegaer via f.eks. fonde. Derudover bør princippet om lige løn for lige arbejde gælde. Samtidig blev det pointeret, at arbejdsmiljøet for de udenlandske kollegaer er kritisk. 

Tillidsvalgte
Der er desværre ikke nok tid til det vigtige tillidsarbejde for både TR og AMR. Et forslag til at komme dette i møde er at sænke den daglige arbejdstid for tillildsvalgte eller på anden måde honorere arbejdet. 

Arbejdsmiljø

Det er vigtigt at vi får grundlæggende undervisning i arbejdsmiljø ind på uddannelserne, og at indsatsen for arbejdsmiljøet styrkes. Samtidig er det også tydeligt, at arbejdsmiljøet halter for vores udenlandske kolleger. 

Resultater af afstemning i Randers