OBS: Du er nu offline

Hilde blev taget på brysterne: Det er din egen skyld

Hilde Winther blev seksuelt chikaneret af en beboer på det plejehjem, hvor hun arbejdede. Efter episoden var der ikke meget forståelse at hente ved personalet, der fortalte den unge kvinde, at det var selvforskyldt.
 (Modelfoto: Ulrik Jantzen/Das Büro)
(Modelfoto: Ulrik Jantzen/Das Büro)
Af 
 
Af 
 
Af 
 

Hilde Winther tabte både næse og mund til et møde med to fastansatte kollegaer på plejehjemmet. Beskeden fra de to ældre kvinder var klar: Det var din egen skyld, at Gert tog dig på brysterne.

Gert var beboer på plejehjemmet, hvor den nu 23-årige Hilde Winther arbejdede som afløser i sit sabbatår efter gymnasiet. Efter at være blevet seksuelt chikaneret af beboeren, blev den unge kvinde ked af det og kontaktede sin arbejdsplads for at tage en snak om hændelsen.

- Det var et menneske, jeg kendte. Et menneske, jeg ikke havde regnet med, kunne finde på sådan noget. Det var et tillidsbrud, fortæller Hilde Winther om episoden.

Jeg kunne se det i hans øjne

En aften som så mange andre gik Hilde Winther aftenvagt, og var kommet til Gerts værelse. Han var gammel, men hverken syg eller dement som så mange andre på stedet. Hun kom godt ud af det med Gert, og Hilde Winther var begyndt at give den ældre herre en godnatkrammer, inden han skulle sove.

- Der er ikke altid så meget tid på et plejehjem. Han følte sig meget ensom, fortæller Hilde Winther.

Men noget var anderledes den aften, og i stedet for at åbne sine arme op i et kram, tog Gert Hilde Winther på brysterne.

- Han fokuserede blikket på mine bryster, da han gik imod mig. Det var et skræmmende udtryk. Jeg kunne se i hans øjne, hvad det var, han ville, forklarer hun.

Undskyld

I situationen blev Hilde Winther så overrasket, at hun ikke gjorde noget ved det. Hun sagde godnat og fortsatte med sin aftenrunde.

- Jeg havde jo ikke regnet med det. Jeg blev så forbavset, at jeg slet ikke nåede at reagere, forklarer hun.

Efterfølgende blev hun enig med sig selv om, at det var over stregen og konfronterede Gert med det. Han blev ked af det.

- Han sagde undskyld og begyndte at reflektere over, hvad jeg sagde. Men der var nok ikke sket nogen ændring, hvis ikke jeg havde sagt det til ham, siger hun.

Forholdet til beboeren blev aldrig det samme igen.

Din egen skyld

Da Hilde Winther gik til personalet, fik hun ikke den reaktion, hun havde regnet med. Hun fik dog en aftale om, at hun ikke behøvede at hjælpe Gert med de intime gøremål som at gå i bad og blive lagt i seng.

Selve episoden gjorde hende ked af det og var grænseoverskridende, men det, der satte sig dybest i Hilde Winther, var reaktionen fra kollegerne.

- De sagde, det var min egen skyld, fordi jeg havde givet ham en godnatkrammer. Som om jeg havde bedt ham om at tage mig på brysterne. Det gjorde mig vred, siger hun.

Gert er et opdigtet navn. Redaktionen er Gerts rigtige navn bekendt.