Mange af 3F’s medlemmer arbejder i internationale selskaber eller værdikæder. Nogle har prøvet at miste et job, fordi produktionen flyttede til områder med lavere løn eller har mærket social dumping på det danske arbejdsmarked. Danske arbejdsforhold påvirkes af, hvordan arbejdsforholdene udvikler sig i verden.
Solidariteten ligger dybt i fagbevægelsens gener. 3F’s internationale engagement handler især om at styrke de globale fagforbund inden for vores medlemmers fagområder og få indflydelse på internationale spilleregler. Det er et vigtigt svar på den økonomiske globalisering.
3F hjælper desuden mange søsterorganisationer i fattigere lande direkte med at blive stærkere for at forbedre forholdene. indenfor samme faggrupper, som 3F organiserer i Danmark: Industri, byggeri, transport, landbrug og service.
3F International arbejder tæt sammen med medlemmer og tillidsvalgte om at udveksle erfaringer over landegrænser.
Respekt for rettighederne
I mange lande er den grundlæggende ret til at organisere sig og fungere som fagforening truet. Retten til en fagforening er en menneskeret. 3F vil gøre sit til, at den bliver respekteret overalt.
Vi hjælper søsterorganisationer med organisering, uddannelse og ved at dele vores erfaringer med dem. Vores tradition for at samarbejde og forhandle os til rette med arbejdsgiverne er en meget efterspurgt erfaring i mange lande.
3F samarbejder med søsterorganisationer i Asien, Afrika, Latinamerika, Mellemøsten og Central og Østeuropa. Indsatsen får støtte fra det danske udenrigsministerium gennem DANIDA - og andre kilder. Det skubber til en god udvikling og giver flere mennesker adgang til ordentligt arbejde.
Det danske arbejdsmarkedskonsortium
Fabriksarbejdere, chauffører, og tømrere udenfor Danmark har ofte langt mindre ordnede forhold end dem vi er blevet vant til. Flere lande oplever økonomisk vækst, men køen af unge arbejdsløse vokser og uligheden stiger. De som får jobs må ofte acceptere farlige arbejdsforhold og en løn man ikke kan leve af.
3F tror på, at bæredygtig vækst kræver ordentlige arbejdsforhold: det betyder arbejde med fagforening, overenskomst og en løn man kan leve af. Vi mener, at arbejdere bedst opnår ordentlige forhold når der er social dialog mellem en stærk fagbevægelse og arbejdsgiverne. Fra 1. januar 2018 arbejder 3F International derfor sammen med Dansk Industri og FH’s Ulandssekretariat om at fremme bæredygtig vækst og ordentlige jobs i en række lande.
Det foregår gennem det danske arbejdsmarkeds-konsortium, der har en aftale om partnerskab med Udenrigsministeriet. Ideen er at kunne øse af danske erfaringer og i fællesskab bidrage til en positiv udvikling inden for fire områder:
-
Bedre organisering af arbejdsmarkedets parter
-
Fremme af balancerede løsninger gennem social dialog
-
Fremme af gode rammebetingelser - både for virksomheder, arbejdere, erhvervsorganisationer og fagbevægelse
-
Ansvarlige private virksomheder, der medvirker til en bæredygtig udvikling
Læs mere om arbejdsmarkedskonsortiet på hjemmesiden www.sdg8.dk